'Intensiv menneskejagt' efter Rolex-røveri: - Det er i den grove ende

Mindst en gerningsmand er stadig på fri fod, efter storcenteret Illum sent på eftermiddagen blev udsat for et voldsomt røveri

Ur-afdelingen blev med det samme spærret af, så det kunne undersøges for tekniske spor. Resten af stormagasinet var dog åbent det meste af aftenen som normalt. Foto: Olivia Loftlund.
Ur-afdelingen blev med det samme spærret af, så det kunne undersøges for tekniske spor. Resten af stormagasinet var dog åbent det meste af aftenen som normalt. Foto: Olivia Loftlund.

Politiet jagter netop nu mindst en person, der kort før kl. 17 trængte ind i Illum på Strøget i København og røvede guldsmeden Bucherer.

En af gerningsmændene var bevæbnet med en pistol, som han ifølge politiet truede personalet med, inden to personer gik løs med værktøj på glasmontre med dyrebare Rolex-ure.

- Vi har anholdt en person, men vi er ikke sikre på, at han har noget med det at gøre endnu. Så det skal vi have afklaret, og så er der en intensiv eftersøgning af i hvert fald én yderligere gerningsmand, siger Bjarke Madsen, efterforskningsleder ved Københavns Politi til Ekstra Bladet.

Københavns Politi har torsdag aften skudt mod en bil på Amager. Foto: Kenneth Meyer 112 - 6. dec. 2018 - kl. 18:44 Politi skyder mod bil på Amager

I den 'grove ende'
Der kan have været op til fire gerningsmænd, der udførte det voldsomme røveri mod guldsmeden, der i november sidste år var udsat for et lignende røveri, fortæller efterforskningslederen.

- Det er i den grove ende af røveriskalaen, fordi de er flere om det, det virker planlagt, der er en person, som truer med en pistol, og det foregår ret voldsomt med at slå løs på montrene for at smadre dem. De går målrettet efter de her dyre ure, og der kan have været flere end to, siger Bjarke Madsen, der ikke vil kommentere, om den anholdte havde noget på sig ved anholdelsen, der kan koble ham til røveriet.

Massiv tilstedeværelse
Da Københavns Politi fik de første meldinger ind fra vidner i Illum, lød de blandt andet på, at en mand var set vifte og true med en pistol. Herefter blev Indre By i løbet af meget kort tid fyldt med kampklædt politi.

- Vi har fået en anmeldelse om, at der skulle være en mand med et skydevåben inde i Illum, så vi er massivt til stede med kampklædt politi. Vi søger stadig efter en eller flere personer med våben og prøver at stykke et puslespil sammen, men ingen er kommet til skade, så vidt vi ved, sagde Henrik Brix, vagtchef ved Københavns Politi, kort efter kl. 17 til Ekstra Bladet.

Den tredje gerningsmand fra røveriet i Illum. Politifoto. 112 - 12. okt. 2018 - kl. 19:52 'De Lyserøde Pantere' slog til i Illum: Røvede ure for seks millioner kroner

Uvisheden om, hvad der foregik, fik kampklædt politi til at strømme til knudepunkter som Nørreport Station og Kongens Nytorv, ligesom S-tog og metro ikke stoppede på hverken Nørreport eller Kongens Nytorv station.

Rolex-afdeling ødelagt
Politiet har endnu intet overblik over, hvad røvernes udbytte har været, men da samme guldsmed i november sidste år blev udsat for røveri, slap gerningsmænd af sted med ure til en værdi af knap seks millioner kroner.

19-årige Oliver oplevede sammen med sin bror røveriet på tæt hold fra en rulletrappe.

- Vi ser to maskeklædte mænd med pistoler i hånden, der løber over i Rolex-afdelingen og ødelægger det hele. Vi kunne høre, at der enten blev slået eller skudt ned i de her glasting. Men vi kunne høre nogle lyde af, at der blev slået ned i nogle glasting, der gik i stykker.

- Hele Rolex-afdelingen var ødelagt. Glasset og skiltene ude i siden var også ødelagt. Der er spærret af nu, og alle glastingene ligger stadig dernede, siger han.

Politiet mener, at røverne stak af på cykler ad Pilestræde i retning mod Nørreport Station.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen