Interpol-eftersøgt blev løsladt af politiet

I fire år har Paiboon Suparp været efterlyst af Interpol, nu jagter et dansk tv-hold den pædofili-sigtede mand i Thailand

Siden september 2011 har Paiboon Suparp været efterlyst af dansk politi via Interpol. Den dansk-thailandske mand er sigtet for at have misbrugt sin daværende hustrus femårige barnebarn. Overgrebene stod på i fem år og fandt ifølge anklageskriftet sted i både Danmark og på ferier i Thailand.

Trods en international efterlysning er det endnu ikke lykkedes politiet at finde frem til Paiboon Suparp. Han blev sidst set 10. september 2010, hvor han efter at have været varetægtsfængslet blev løsladt i grundlovsforhøret. Paiboon Suparb mødte aldrig op til næste retsmøde, og dansk politi sendte derfor en international efterlysning ud via interpol.

I tv-programmet 'Eftersøgt', der sendes på Kanal 5, tager den tidligere politimand Kristian Bech til Thailand for at lede efter den pædofili-eftersøgte. Eftersøgningen starter i Pattaya - byen, der er kendt som stedet, hvor man kan købe børn til sex.

Sammen med journalisten Gregers Møller, der er bosat i Thailand, forsøger Kristian Bech at finde frem til Paiboon Suparp.

Jagten på Paiboon Suparp viser sig at blive en kæmpe udfordring for den garvede efterforsker, som blandt andet må kæmpe med det thailandske system og landets manglende vejnavne og husnumre.

Om tv-holdet med Kristian Bech i spidsen finder frem til Paiboon Suparp kan du se onsdag kl. 21.00 på Kanal 5.