Intet kriminelt bag dødsbrand i rækkehus

Politiet har ikke bekræftet med sikkerhed, hvem den afdøde er. Årsagen til branden skal stadig findes

Det bliver formentlig ikke bekræftet med sikkerhed før onsdag, hvem personen er, der døde i en brand i et rækkehus i Høng mandag aften. Huset er så udbrændt, at endelig identificering af den omkomne kommer til at kræve en obduktion. Den foretages efter planen onsdag.

Det oplyser vagtchef hos Midt- og Vestsjællands Politi, Martin Bjerregaard, til Ekstra Bladet.

- Vi arbejder stadig ud fra teorien om, at det er husets beboer, siger han.

Det var en mand på 81 år.

En beboer i samme rækkehusbebyggelse anmeldte branden kort efter kl. 19 mandag aften.

En beboer i nabohuset måtte omhuses på grund af branden.

Årsag til branden uopklaret
Politiet har endnu ingen teorier om årsagen til branden. Det skal kriminalteknikere forsøge at opklare.

- Der starter vi på bar bund, siger Martin Bjerregaard.

- Jeg ved ikke, om beboeren er ryger eller ikke-ryger. Det kan være alt fra stearinlys til fejl i elektriske installationer. Det er ikke noget kriminelt. Vi tror, det er et uheld på en eller anden måde, der har startet det her. Jeg ved ikke, hvorfor det får så tragisk en udgang, siger han.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere