IS dræber 21 kristne egyptere

Terrororganisationen har offentliggjort ny bestialsk video

Den yderliggående jihadistgruppe Islamisk Stat har søndag offentliggjort en video, der viser, hvordan 21 kristne egyptiske koptere, der var bortført i Libyen, får halsen skåret over, skriver nyhedsbureauet Reuters.

I videoen lader sortklædte militante egypterne i håndjern og orange fangedragter marchere til en strand. Her bliver de tvunget ned på knæ, hvorefter de får halsen skåret over. Videoen ligger på et tweet fra en hjemmeside, der støtter den brutale gruppe.

Titlen på den fem minutter lange video er ifølge nyhedsbureauet dpa: "En meddelelse skrevet i blod til nationen på korset", mens der i en undertekst kunne læses: "Korsets folk, tilhængere af den fjendtlige egyptiske kirke."

Tusinder af egyptere er efter en opstand i hjemlandet i 2011 rejst til Syrien for at søge arbejde på trods af advarsler fra deres myndigheder om ikke at rejse til et af de farligste lande i regionen.

Inden drabene står en af de militante med en kniv i hånden og siger:

- Sikkerhed for jer korsriddere er kun noget, I kan drømme om.

I sin omtale af drabene på de orangeklædte egyptere skriver nyhedsbureauet AFP, at der er tale om mindst 10.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere