Islamister forbydes efter terror

To islamistiske grupper er blevet forbudt i Sri Lanka efter terror i påsken

Sri Lankas præsident, Maithripala Sirisena, har forbudt to islamistiske grupper, der mistænktes for at have været involveret i en række angreb søndag, der kostede over 250 mennesker livet.

Det oplyser præsidentens kontor lørdag.

Forbuddet rammer de ekstremistiske islamistiske grupper National Thowfeek Jammath (NTJ) og Jamathei Millatu Ibrahim.

Embedsmænd oplyser, at det ikke har været muligt at indføre forbuddet tidligere, fordi der ikke har været nok beviser til at retfærdiggøre et forbud.

Ifølge nyhedsbureauet AP betyder forbuddet, at myndighederne har ret til at konfiskere de to organisationers ejendomme.

Angrebet i Sri Lanka ramte påskemorgen søndag den 21. april. Flere selvmordsbombere sprængte sig selv i luften på fire hoteller og i tre kirker.

Politiet mener, at Zahran Hashim, der mistænkes for at være hjernen bag angrebene, stod i spidsen for enten NTJ eller en udløber af gruppen.

Zahran Hashim døde, da han sprængte sig selv i luften på Shangri-La-hotellet i Colombo. Han var en af to selvmordsbombere, der angreb hotellet, hvor tre danske børn var blandt de dræbte.

Zahran Hashims kone og barn blev såret fredag i forbindelse med en aktion mod et hus på Sri Lankas østkyst. Det fortæller hans søster.

- Ja, konen og datteren blev såret i angrebet. Jeg blev bedt om at komme for at identificere dem, men nu er jeg ikke sikker på, jeg må gå igen, siger Mohamed Hashim Mathaniya, der er afdøde Zahran Hashims søster.

Næsten 10.000 soldater er blevet udsendt i landet for at øge sikkerheden og for at lede efter mistænkte. 

100 er anholdt. Blandt dem er udlændinge fra Syrien og Egypten.

Ritzau

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere