Jeanette sov over sig: Fik en nat i spjældet

52-årige Jeanette havde aldrig været i konflikt med politiet, da de pludselig anholdt hende og smed hende i isolationscelle natten over. Årsag: Hun var ikke dukket op som vidne en enkelt gang

- Jeg e d ybt rystet, siger Jeanette, som kom bag tremmer, da hun skulle vidne i en retssag. (Foto: Henning Hjorth)
- Jeg e d ybt rystet, siger Jeanette, som kom bag tremmer, da hun skulle vidne i en retssag. (Foto: Henning Hjorth)

To betjente bankede hårdt på døren hjemme hos den 52-årige Jeanette Thyrring i Ballerup.

Klokken var 22.34 tirsdag aften, og den normalt lovlydige førtidspensionist blev erklæret for anholdt. Hun var nemlig ikke dukket op som vidne i en straffesag to måneder tidligere.

Jeanette blev kørt til Vridsløselille fængsel, hvor hun blev strippet for alt tøj, frataget sin astma-medicin og overnattede i en isolationscelle.

- Jeg blev behandlet, som den mest gustne knivstikker, men jeg har jo bare været et vidne, som har sovet over sig, siger Jeanette Thyrring til Ekstra Bladet.

Dagen efter fik hun tørt toastbrød og kørt til Retten i Glostrup, hvor hun vidnede i 10 minutter.

- Jeg er dybt rystet, og det sidder stadig i kroppen. Jeg sad i isolationscelle, skulle smide tøjet og gå ned på hug. De tog også min medicin. Det er en skandale, at det kan ske i Danmark, fortæller hun.

Forhistorien kommer her. Den 17. december skulle Jeanette vidne i en retssag, der handlede om vold begået mod en bekendt, men da retsmødet fandt sted sov hun over sig.

Jeanette ringede selv straks til Retten i Glostrup, da hun vågnede. Her tilbød hun at springe i en taxi straks og møde op.

Tror at alt er i orden

- Da jeg ringer, og damen i retten siger, at de alle sammen er gået hjem, fordi der var flere, som heller ikke var dukket op, så tror jeg, at alt er i skønneste orden, siger Jeanette.

Men alt var ikke i skønneste orden.

En dommer havde efter retsmødet udstedt en kendelse om Jeanettes anholdelse 24 timer før det næste retsmøde i sagen. Når det sker, så får den pågældende person hverken besked om kendelsen eller en ny indkaldelse som vidne.

Dagen før det nye retsmødet fandt Jeanette så selv ud af, at der måske var en anholdelse på vej. En bekendt fortalte hende om anholdelses-kendelsen fra det forrige retsmøde, og at der ville være et nyt retsmøde om onsdagen. Det nye retsmøde havde Jeanette intet hørt om. Derfor ringede hun straks til politiet og fik fat i straffesagens anklager Nina Hjorth.

Anklageren siger til Ekstra Bladet:

- Jeg talte med kvinden dagen før, men jeg tilkendegav ikke, at jeg ville gøre noget i forbindelse med kendelsen om anholdelse. Jeg bekræftede blot tidspunkt og sted for retsmødet, og at der var en kendelse om anholdelse.

Kendelse om anholdelse består

Jeanette Thyrring troede, at alt var i orden efter samtalen med anklageren. Hun kan ikke forstå, hvorfor anklageren ikke fik kendelsen om anholdelse annulleret, nu hun slog fast, at hun som vidne ville møde op i retten dagen efter.

Anklageren siger: - Når der er kendelse om anholdelse, så er der kendelse om anholdelse. Jeg følte mig ikke sikker på, at hun ville møde op, selvom hun siger det, og så består kendelsen.

Derfor bankede politiet fra Københavns Vestegn på døren hos Jeanette, derfor blev hun anholdt og derfor måtte hun sove på en hård madras i spjældet. Og det er helt standard og efter bogen, oplyser pressedommer Elisabet Michelsen fra Retten i Glostrup.

- Det kan virke voldsomt at blive hentet af politiet og anbragt i fængsel, men sådan kan konsekvenserne være, når man udebliver uden lovlig grund, og det står i de mødeindkaldelser, som bliver sendt ud, siger Elisabet Michelsen til Ekstra Bladet.

Jeanette Thyrring har været i Fogedretten flere gange på grund af en skilsmisse, som slog bunden ud af økonomien. Her har hun efter eget udsagn mødt til tiden hver gang. Men det hjalp hende ikke, da hun sov over sig.

En skønsmæssig vurdering

- Man kan jo i princippet ringe og sige hvad som helst, og det vil være en dommer, som skal lave en skønsmæssig vurdering af om udeblivelsen er lovlig. Typisk er det at sove over sig, ikke en lovlig grund til at udeblive, fortæller pressedommeren, der beskriver det som et 'klassisk problem', at vidner udebliver.

- Men hvad kan almindelige borgere så gøre, hvis de sover over sig på dagen, hvor de skal vidne, for ikke at ende i fængsel natten over?

- Man skal først ringe til retten og sige, at man har sovet over sig, så man måske kan nå at redde den på dagen ved at hoppe i en taxa.

- Hvis det ikke kan lade sig gøre, så må man appellere til retten, om at man møder op næste gang. Så ville jeg skrive til retten, at jeg havde sovet over mig, at jeg var frygtelig ked af det, og at det ikke ville ske igen. Og så ville jeg bede om at få et svar, så man ved, om man kan risikere at blive hentet af politiet eller får en ny indkaldelse. Det handler om at overbevise retten om, at man møder op næste gang, forklarer Elisabet Michelsen.

Efter opholdet bag tremmer blev Jeanette kørt til retten og afgav sin vidneforklaring. Det tog 10 minutter.

Jeanette Thyrring har efterfølgende kontaktet en advokat, og hun kræver erstatning for den behandling, som hun har været udsat for.

Læs mere om Jeanettes nat bag tremmer.

Jeanette ville ikke spise det tørre toatsbrød, som hun fik serveret i Vridsløselille Fængsel. Hun bragte det derfor med hjem, hvor hun tog et billede af fangemenuen. Foto: Privatfoto. Facebook. Tæt på Jeanettes tur i spjældet: De tog min medicin og sudoku

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere