Jog hjemmerøvere på flugt: Nu efterlyser politiet vidner

Sydøstjyllands Politi beder nu offentligheden om hjælp til at finde de to personer, som lørdag aften forsøgte at lave et hjemmerøveri hos tre søskende i Vonge

Efter kampen med de to røvere, måtte Peter (tv.) en tur forbi Kolding Sygehus. Ifølge politiet var han blevet slået i ansigtet flere gange med en pistol (Foto: TV Syd)
Efter kampen med de to røvere, måtte Peter (tv.) en tur forbi Kolding Sygehus. Ifølge politiet var han blevet slået i ansigtet flere gange med en pistol (Foto: TV Syd)

Det lykkedes for Jens Christian Jørgensen og hans bror Peter, at afværge et hjemmerøveri, da to bevæbnede personer lørdag aften brød ind i deres hjem i Vonge nær Vejle.

De to brødre på henholdsvis 81 og 77 tog kampen om med de to røvere og det lykkedes brødrene, at jage røverne på flugt, før de fik adgang til hjemmet.

Se også: Jens Christian og Peter jog hjemmerøvere væk: De var nogle grimme nogen

Brødrene ringede til politiet, som ankom sammen med en ambulance.

Det lykkedes ikke politiet at fange de to røvere lørdag aften, og derfor beder de nu offentligheden om hjælp.

Efterlyser køretøj

Sydøstjyllands Politi vil gerne i kontakt med borgere, der har set personer som kom til gerningsstedet på Hammer Møllevej 6 lørdag aften omkring kl. 21 - eller personer som er kørt fra stedet senere på aftenen.

Politiet vil også gerne høre fra borgere, der har set en bil holde foran landejendommen i tidsrummet omkring kl. 21.13.

Sydøstjyllands Politi beskriver røverne som 180 centimeter høje, og de bar hver en strikket hue med hul til øjnene.

Den ene medbragte en pistol, mens den anden havde en køkkenkniv i hånden.

Hvis du ved noget om sagen, kan du kontakte Sydøstjyllands Politi på 114.