Johnny har tilbragt 300 timer med Peter Lundin

Peter Lundin blev idømt fængsel på livstid for drab og parteringer af Marianne Pedersen og hendes to små børn. Johnny Winsløw var med til at anholde og afhøre Peter Lundin, og i en ny dokumentar fortæller han om sine oplevelser med drabsmanden

Selvom det snart er 20 år siden, at en af danmarkshistoriens mest gruopvækkende drabssager udspillede sig, vækker navnet 'Peter Lundin' stadig genklang hos de fleste i dag.

Manden med det tofarvede ansigt, som først slog sin mor ihjel og siden tog fra USA til Danmark, hvor han slog sin kæreste Marianne Pedersen og hendes to små børn, Brian og Dennis, ihjel, parterede dem i familiens garage og gemte ligdelene.

Hele den bestialske sag bliver nu endevendt i Kanal 5-dokumentaren 'Profil af en morder: Special', hvor implicerede personer fortæller om deres oplevelser med den firedobbelte drabsmand.

En af personerne er Johnny Winsløw, som via afhøringer har tilbragt 300 timer i selskab med Peter Lundin.

- Der er tre ting i Peter Lundins liv, der betyder noget. Den første er ham selv. Han er sindssygt selvglad. Og nummer to er kvinder. Og nummer tre er penge. Og det går igen i alt, hvad der har med den mand at gøre, siger Johnny Winsløw i dokumentaren.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Johnny Winsløw var med til at anholde og afhøre Peter Lundin og har tilbragt 300 timer sammen med den firedobbelte drabsmand. Foto: Anthon Unger
Johnny Winsløw var med til at anholde og afhøre Peter Lundin og har tilbragt 300 timer sammen med den firedobbelte drabsmand. Foto: Anthon Unger

Trusler og håndgemæng
Tilbage i juni 2000 henvendte en dengang 24-årig Martin sig til politiet og meddelte, at hans stedmor og to brødre var forsvundet. I mere end to uger havde Martin ikke kunnet få kontakt til familien, og han opsøgte derfor familiens hus på Nørregårdsvej i Rødovre. På døren hang en seddel, hvor der stod, at familien var taget på ferie.

Martin medvirker i dokumentaren og fortæller, hvordan han undrende gik indenfor og så, at alle møblerne var rykket en meter ud fra væggen, huset var meget rodet, og køleskabet var tomt. Noget var galt, og Martin slog alarm.

Næste morgen ankom en gruppe betjente til huset. De opdagede, at der på entreens brune trægulv var spor af blod. En efterforskning blev sat i værk, og det blev hurtigt konstateret, at sporene i entreen langt fra var de eneste.

Marianne Pedersen blev sidst set i selskab med Peter Lundin til børnenes skoleafslutning 16. juni 2000. Berusede og højtråbende havde parret skændtes. Det udviklede sig til trusler og håndgemæng, inden parret kørte derfra i Marianne Pedersens bil. Noget tid efter blev børnene sat af ved familiens hus, og det var sidste gang, de blev set i live.

Anholdelsen
Peter Lundin skulle findes og anholdes. Han var på det tidspunkt en gift mand. Ikke med Marianne Pedersen, men med en kvinde fra Måløv. Sammen med tre betjente tog Johnny Winsløw 4. juli 2000 ud til kvindens lejlighed i Måløv i håbet om at finde Peter Lundin. Johnny Winsløw bankede på hoveddøren.

- Hvad venter der en? Er det en galning, der står med en kniv? Skal vi til at slås med ham fra første sekund, siger Johnny Winsløw.

Ingen åbnede, og Johnny Winsløw fortsatte med at banke på. Der var høj musik på den anden side, så nogle måtte være hjemme.

- Pludselig bliver døren åbnet indefra. Det er så Peter. Halvsur at se på og sådan lidt brovten, idet han spørger, hvad vi vil. Han virkede i hvert fald ikke særligt begejstret for, at vi kom, siger Johnny Winsløw.

Johnny Winsløw og betjentene gik med Peter Lundin ind i lejligheden. I soveværelset sad hustruen, som var ved at amme deres fælles barn. Ved en ransagning af lejligheden fandt politiet Marianne Pedersens pas, som var klippet i stykker. Peter Lundin blev derpå anholdt og bragt til afhøring.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Peter Lundin blev idømt fængsel på livstid i Østre Landsret. Foto: Thomas Wilmann
Peter Lundin blev idømt fængsel på livstid i Østre Landsret. Foto: Thomas Wilmann

Afhøringen
Under afhøringen skulle Johnny Winsløw have Peter Lundin på sin højre side. Meningen var, at hvis Peter Lundin pludselig for i flint, var det vigtigt for Johnny Winsløw at kunne forsvare sig med sin højre arm.

- Da jeg gav ham hånden til at starte med, kunne jeg mærke, at han virkelig tog fat. Du var ikke i tvivl om, at du skulle kunne mærke, at han havde kræfter. Han er en lidt aggressiv karl, siger Johnny Winsløw.

Peter Lundin benægtede sigtelsen. Han var ganske rigtigt til stede ved skoleafslutningen 16. juni, men havde altså været sammen med Marianne Pedersen og børnene igen 18. juni, hvor de tre skulle på ferie. Det var her, at Peter Lundin satte sedlen på døren.

Ved afhøringen fortalte Peter Lundin, at han skulle ordne nogle ting i huset, mens Marianne Pedersen og børnene var på ferie. Han skulle blandt andet male, hvorfor møblerne var trukket ud fra væggen.

- Altså umiddelbart tror jeg ikke en meter på ham på det tidspunkt. Det gør jeg ikke. Hvis jeg havde slået en kvinde og to børn ihjel og ikke ville have en straf for det, skulle jeg immervæk nok også få fantasien på gled. Jeg er helt klart af den opfattelse, at der er sket noget meget grimt. Og med meget grimt betyder det, at han sgu har slået Marianne ihjel. Og børnene også for den sags skyld, siger Johnny Winsløw.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Husets garage på Nørregårdsvej i Rødovre dannede i juni 2000 rammerne om uhyggelige scener. Foto: Politiets tekniske afdeling
Husets garage på Nørregårdsvej i Rødovre dannede i juni 2000 rammerne om uhyggelige scener. Foto: Politiets tekniske afdeling

Tilståelsen
Afhøringerne fortsatte, mens der sideløbende dukkede flere og flere spor op i huset på Nørregårdsvej. Der blev fundet blod i en fryser, i soveværelsets seng, på en kniv, en kødøkse, et spækbræt og i en blender. De mest afgørende spor fandt politiets kriminalteknikere dog i husets garage. Her blev der fundet tydelige slagmærker i betongulvet, som politiet mente stammede fra slag med en økse. På samme gulv fandt de afmærkninger fra det, der mentes at være fra en vinkelsliber, og på garageportens inderside var der tydelige opsprøjt af blod.

Peter Lundin forklarede i retten, at han brækkede nakken på Marianne Pedersen og børnene. Herpå parterede han ligene i husets garage og fordelte kropsdelene i affaldssække, som blev smidt i forskellige containere. Politiets efterforskere har aldrig fundet frem til resterne af hverken Marianne Pedersen, Brian eller Dennis.

Peter Lundin blev ved Østre Landsret idømt fængsel på livstid for de makabre drab og parteringer. Den i dag 46-årige drabsmand har siddet inde i Herstedvester Fængsel i København siden 2001.

'Profil af en morder: Special' om Peter Lundin sendes i to afsnit. Det første på Kanal 5 onsdag 30. januar klokken 21. Det kan ses allerede nu på Dplay.

Marianne Pedersen og børnene er i dag stedt til hvile ved siden af Marianne Pedersens tidligere mand. Foto: Linda Johansen
Marianne Pedersen og børnene er i dag stedt til hvile ved siden af Marianne Pedersens tidligere mand. Foto: Linda Johansen

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere