Jomfru-statue-tyve fældet af egen pølsetrang

En politibetjent løste mysteriet om en forsvunden Jomfru Maria-statue ved at spore tyvenes madvaner frem til tre brødebetyngede gerningsmænd- og kvinder

Foto: Institute of Christ the King Sovereign Priest
statue
Foto: Institute of Christ the King Sovereign Priest statue

Det fik en del lokal medie-opmærksomhed, da en halvanden meter høj statue af Jomfru Maria blev stjålet fra den katolske kirke St. Mary’s Catholic Church i Wausau i den amerikanske stat Wisconsin i forrige weekend.

En af kirkens frivillige gjorde præsten opmærksom på, at statuen pludselig var forsvundet fra sin vanlige plads, og det blev straks meldt til politiet.

Et par dage senere blev statuen fundet og bragt tilbage til sit hellige hjem, og det er nu kommet frem, hvordan det lykkedes politiet at fælde tre temmelig brødebetyngede statue-tyve. Det skriver blandt andre WSAW TV.

Sultne tyve på jomfru-rov
I politiets rapport fremgår det, hvordan de tre tyves sult endte med at afsløre dem. For da det gik op for en betjent, at de såkaldte corn dogs – friturestegte pølser på pind –  der lå på stedet, var blevet efterladt af gerningsmændene, opdagede de, at maden simpelthen var blevet købt i butikken 'Kwik Trip' på den anden side af gaden fra den katolske kirke.

Så betjenten kiggede butikkens overvågning igennem fra tidspunktet for jomfru-statuens forsvinden, og inden længe fandt de frem til en mand og to kvinder, som efter et corn dog-indkøb begav sig hen mod kirken.

Efter opdagelsen var den lokale betjent fra Wausau Police Department på vej tilbage til politistationen, da han ved et tilfælde spottede de to kvinder fra overvågningen ved et hus lige over for politistationen.

Han henvendte sig til dem, og de indrømmede straks, at de havde stjålet statuen og havde planlagt at begrave den ved en nærliggende sø.

De tre mistænkte var blevet bange for at blive grebet på fersk gerning i deres tyveri af kirkens ejendom, da sagen pludselig fik en masse medie-opmærksomhed.

Præst fik et godt grin
Mandag aften blev statuen fundet ved den pågældende sø og bragt tilbage til sin plads ved kirken.

Præsten Aaron Huberfeld har givet udtryk for, at han ikke ønsker, at de tre gerningsmænd skal have en fængselsdom. Dermed kan de nu slippe med eksempelvis samfundstjeneste.

- De har alle sammen henvendt sig til mig og givet udtryk for deres store fortrydelse over, hvad de har gjort. Jeg tror på, at de er oprigtige, siger præsten, som også fortæller, at han fik sig et godt grin, da han fik at vide, at det var pølser, der i sidste ende have løst mysteriet.

- Det minder os om, at det guddommelige også har en humoristisk sans, og det har vi sandelig alle fniset meget af, siger Aaron Huberfeld til WSAW TV.

Mest læste
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen