Jonathan hjalp ofre ud af styrtet fly

Jonathan var blandt de første på stedet, hvor et fly fredag eftermiddag styrtede ned på Bornholm. Her fortæller han, hvordan han oplevede situationen

Et lille sportsfly med to personer om bord styrtede fredag ned på Bornholm. Video: Pelle Rink/Ritzau Scanpix

Kort efter klokken 16 styrtede en to-personers-sportsflyver med en mand og en kvinde om bord ned få hundrede meter fra Bornholms Lufthavn.

En af de første på stedet var Jonathan, der kun ønsker at stå frem med sit fornavn. Ekstra Bladet er dog bekendt med hans identitet.

- Vi kommer kørende på landevejen (Søndre Landevej, red.) og ser nogle biler, der holder ind til siden. Vi tror først, at det er en bil, der er kørt galt, fortæller Jonathan.

Han kommer kørende med en kollega, og de to bliver prajet ind til siden af en kvinde. Hun fortæller dem, at et lille fly er styrtet ned i skoven, der ligger langs landevejen lige ud for byen Arnager.

Jonathan og hans kollega hopper straks ud af bilen og kæmper sig igennem skoven og derhen, hvor flyet er styrtet ned.

- Der er to fyre, der allerede har hjulpet kvinden ud. Hun skriger og virker meget berørt af situationen. Manden er halvt ude af flyet, men forsøger samtidig at samle sine ting inde fra flyet.

Jonathan fortæller, at han og de andre vidner forsøger at få manden væk fra flyet, da der lugter meget af brændstof:

- Han virkede lidt konfus. Vi kunne slet ikke komme i kontakt med ham.

Artiklen forsætter under billedet...

Privatfoto
Privatfoto
 

Ifølge Jonathan var begge personer, som han beskriver som værende i 50'erne, ilde tilredt, men det lykkedes vidnerne at få begge personer op til vejkanten, hvor seks syv ambulancer og brandbiler ankommer med det samme.

Jonathan fortæller, at det var en voldsom oplevelse at være vidne til, og han kalder 'det et under, hvis de har overlevet'.

Meldingen kort før klokken 19 fredag aften fra Bornholms Politi er, at de to personer, der var om bord, vil blive overført til Rigshospitalet.

- Den ene person er mere tilskadekommen end den anden, men hvad det præcist indebærer, det ved jeg endnu ikke, oplyser kommunikationsmedarbejder hos Bornholms Politi Mikael Schollert til Ekstra Bladet.

Han fortæller samtidig, at de pårørende er underrettet.

Redningspersonel ankom til stedet kort efter flystyrtet. Foto: Pelle Rink/Ritzau Scanpix
Redningspersonel ankom til stedet kort efter flystyrtet. Foto: Pelle Rink/Ritzau Scanpix
 

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere