Journalist og kameramand skudt og dræbt - i live udsendelse

24-årig journalist og en 27-årig kameramand skudt under en live tv-udsendelse i USA

Alison Parker og Adam Ward. Kolleger på tv-stationen WDBJ i Virginia blev skudt og dræbt under en direkte tv-udsendelse. (Foto: AP)

NEW YORK (Ekstra Bladet): En ung kvindelig journalist og en kameramand på opgave for tv-stationen WDBJ7 i Virginia, USA, blev tidligt i morges lokal tid skudt og dræbt.

Makkerparret var på en tidlig rutineopgave i morges, da en pt. ukendt gerningsmand affyrede en bølge af skud midt under en liveudsendelsen.

Drabsmand fanget på video
På optagelserne, som seerne fik live ud i stuerne, og som nu florerer på nettet, kan man høre omkring 8 skud blive affyret, mens Alison Parker er i gang med et live-interview med en kilde om en vandpark.

På de dramatiske optagelser kan man først se Parker dukke sig lidt og dernæst høre hende skrige flere gange.

Kamerabilledet slutter på jorden, hvor man blot kan se en grøn ledning. Men man kan også se den formodede gerningsmand stå i sort tøj og med en pistol i hånden, hvilket tyder på, at der er tale om en ren og overlagt henrettelse.

Ansigtet af gerningsmanden skulle også være blevet foreviget og genkendeligt og bruges nu i jagten på drabsmanden.

Herefter går billedet retur til studiet, hvor en mundlam og måbende kvindelig studievært forsøger at håndtere den uventede og dramatiske situation.

Gerningsmand jagtes
De to kolleger, Alison Parker, 24 år, og Adam Ward, 27 år, afgik ved døden i morges lokal tid kl. 6.45 kort efter skyderiet.

Det oplyste chefen for tv-stationen, Jeffrey A. Marks, i en ekstraordinær live-udsendelse fra studiet for kort tid siden, hvor fire kolleger forholdt sig til de dræbte kolleger om omtalte dem som 'fine journalister'.

- Man sender journalister og kolleger til krigszoner med høj risiko. Og så sender man to reportere ud til et indslag om turisme, og så sker det her. Det er frygteligt, lød reaktionen fra Marks i et telefoninterview med CNN for kort tid siden.

Den kvindelige kilde, der blev interviewet, blev også ramt af skud - ifølge CNN angiveligt i ryggen. Hun er i øjeblikket i live og gennemgår en operation.

Franklin County Politi jagter i øjeblikket den ukendte gerningsmand, og skoler i området er blevet lukket ned af frygt for, at han kan være befinde sig i nærheden. Motivet for drabene er ukendt.

Alison Parker, der snart skulle giftes, var efter sigende uddannet journalist fra 2012, mens kameramand Adam Ward overvejede at forlade branchen for at afprøve nye eventyr med sin nyligt forlovede.


Her bekræfter guvernør Terry McAuliffe gerningsmandens identitet. (Video: AP)

1 af 4 Den formodede drabsmand - under den overlagte likvidering i den direkte tv-udsendelse.
2 af 4 Alison Parker og Adam Ward. Kolleger på tv-stationen WDBJ i Virginia blev skudt og dræbt under en direkte tv-udsendelse. (Foto: AP)
3 af 4 Makkerparret var i gang med et live-interview under en tv-udsendelse om en vandpark i Virginia, da gerningsmanden gik amok. (Foto: AP)
4 af 4 Alison Parker var netop fyldt 24 år. Adam Ward var 27 år. (Foto: AP)