Juletragedie: To-årig kvalt i vindrue

Blev erklæret død på sygehuset efter forgæves forsøg på førstehjælp

Juleaftensdag døde et kun to-årigt barn for øjnene af dets chokerede forældre. Det skriver Hamburger Morgenpost.

Den triste episode udspandt sig i bydelen Eissendorf i Hamburgs sydlige udkant. Omkring kl. 15.20 modtog alarmcentralen opkaldet fra forældrene, der fortalte, at barnet var blevet kvalt i en vindrue.

Derefter blev både ambulance og akutlæge sendt til adressen, men det var for sent. Selvom, at det lykkedes akutlægen at få fjernet vindruen fra barnets hals, var der ikke noget at gøre.

På et nærliggende sygehus blev barnet erklæret for død.

Godt ti medlemmer af barnets storfamilie fulgte med på sygehuset, og da de hørte, at barnet var dødt, opstod der tumult og politiet blev tilkaldt.

Sagen med det døde barn var voldsom og efterfølgende har ambulancepersonalet modtaget hjælp fra en krisepsykolog.