Justitsministeren holdt møde med Emilie Mengs familie

På vegne af familien udtrykker bistandsadvokat Mai-Britt Storm Thygesen glæde over ny efterforskningsgruppe

Se en rekonstruktion af en øjenvidnebereting fra Emilie Meng-sagen her.

Tidligere i dag bekendtgjorde politiet, at de nu har startet en særskilt taskforce op, der skal hjælpe til med at opklare det uopklarede drab på 17-årige Emilie Meng.

Det var DR, der tidligere i dag kunne fortælle, at politikredsen har samarbejdet med specialgruppen siden 28. august i år.

Derfor har Ekstra Bladet kontaktet den bistandsadvokat, som repræsenterer familien til den 17-årige pige, Mai-Britt Storm Thygesen:

- Jeg er meget tilfreds med, at denne gruppe nu er oprettet, fortæller hun til Ekstra Bladet.

- Der er flere ting ved efterforskningen, som jeg mener, trænger til at blive belyst på ny.

Emilie Meng blev fundet dræbt juleaften 2016 - et halvt år efter hun forsvandt - i et vandhul ved Regnemarks bakke. Foto: Per Rasmussen/Privatfoto 112 - 7. sep. 2018 - kl. 12:15 Politi: Specialist-gruppe skal kulegrave Emilie Meng-drabet

- Før sommerferien havde jeg og Emilie Mengs familie et møde med justitsminister, Søren Pape Poulsen, fortæller hun.

Hun vil ikke gå i detaljer med, hvad der blev drøftet under mødet.

Forud for mødet havde hun skrevet en mail på vegne af familien til ministeren, hvor hun udbad sig et møde. Og det indvilgede han i, fortæller advokaten.

-  Han tilkendegav overfor os, hvordan han fandt, at det her er en alvorlig sag, tilføjer hun.

Mødet endte med, ifølge advokaten, at der blev holdt et møde med rigspolitichefen, rigsadvokaten og politidirektøren for Sydsjælland- og Lolland-Falsters Politi. Her fremførte hun atter familiens synspunkter.

- Dette møde førte så til, at den nye efterforskningsgruppe er blevet nedsat, siger Mai-Britt Storm Thygesen og tilføjer:

- Det finder jeg og familien meget tilfredsstillende, at den øverste politiledelse har taget vores kritik alvorligt.

Justitsminister bekræfter
Ekstra Bladet har spurgt ind til dette møde hos justitsministeren, og i et mailsvar skriver han:

'Jeg kan bekræfte, at jeg sammen med relevante embedsmænd fra ministeriet har mødtes med Emilie Mengs nærmeste pårørende og deres bistandsadvokat. Mødet kom i stand, efter jeg havde fået et brev fra Emilie Mengs pårørende, som gjorde dybt indtryk på mig. Det er en ulykkelig sag, som jeg tror har berørt alle danskere.'

Yderligere lyder det i mailen:

'Efter mødet mellem justitsministeren, pårørende til Emilie Meng og deres bistandsadvokat har der været afholdt et møde mellem bistandsadvokaten, rigspolitichefen, rigsadvokaten og politidirektøren fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Rigspolitiet har oplyst, at der efterfølgende blev aftalt at iværksætte en fornyet gennemgang af efterforskningen.'