Jytte var centimeter fra flugtbilisten: Han var helt stiv i blikket

To mennesker blev mandag formiddag dræbt i en soloulykke under flugt fra politiet. Jytte Lyngholm Sørensen var lige ved at blive ramt af den flygtende bil

(Video: René Schütze)

Mandag formiddag endte en biljagt yderst tragisk, da to personer mistede livet i en soloulykke efter at have flygtet fra politiet.

Inden den fatale afslutning, havde gået en længere biljagt, efter at de to personer ifølge politiet havde begået et røveri-lignende forhold, hvor de havde stjålet en Audi A4.

(Video: René Schütze) 112 - 26. okt. 2015 - kl. 12:07 To dræbt under flugt fra politiet

Kort inden den bratte afslutning på jagten, var de to mænd tæt på at ende i en anden trafikulykke, da de kom helt tæt på Jytte Lyngholm Sørensen fra Støvring.

Hun havde netop været inde for at tanke benzin, da de to mænd i høj fart kom op fra motorvejen og hen til den rundkørsel, som hun holdt og ventede på at køre ud i nær afkørslen Støvring Syd.

- De skal jo køre hele vejen rundt for at komme ud af den afkørsel, hvor jeg holder, men de vælger at køre den forkerte vej rundt og tage den afkørsel, hvor jeg holder, siger hun til Ekstra Bladet.

Hun fortæller, at Audi'en kom kørende i fuld fart mod rundkørslsen.

- Lige i det samme, de kom op, nåede jeg at tænke, 'Gud, de kører da den forkerte vej'. Og inden jeg nåede at tænke mere, havde jeg faktisk deres front ind imod min front, og jeg havde øjenkontakt med begge to, fortæller hun.

Her kan du se video fra ulykkes-stedet. (Video: René Schütze)

Havde ingen kontrol
Jytte Lyngholm Sørensen stivnede selv fuldstændig, og hun nåede ikke selv at reagere på det potentielt katastrofale sammenstød.

- Jeg kunne se på ham, der styrede bilen, at han var helt stiv i blikket. Men lige i det, han fik øje på mig, kunne jeg se, at han drejede rigtig hurtigt på rattet. Der mistede han faktisk herredømmet over bilen, men kørte så over i kantstenen. Da jeg kiggede i bakspejlet, kunne jeg se, at han fik rettet bilen op, men de kørte jo stærkt.

- Det er kun et spørgsmål om få centimeter, så havde de kørt ind i mig, siger hun.

Kort efter Audi'en var kørt forbi, kom politiet også forbi, og de kørte også den gale vej rundt i rundkørslen, omend de havde mere styr på bilen, fortæller hun.

Jytte Lyngholm Sørensen var meget tæt på at blive ramt den flygtende Audi. (PRIVATFOTO)
Jytte Lyngholm Sørensen var meget tæt på at blive ramt den flygtende Audi. (PRIVATFOTO)
 

Noget af et chok
Efter episoden ved rundkørslen fortsatte biljagten ind igennem Søvring by, inden biljagten altså endte fatalt i den lille by Rold syd for Støvring.

Jytte Lyngholm Sørensen var selv stærkt rystet efter oplevelsen, hvor hun godt kunne mærke hjertet slå ekstra hurtigt på vejen hjem. Ikke længe efter blev hun endnu mere rystet, da hun læste at de to mænd havde mistet livet.

- Så tænker man godt nok 'hold da op'. Det var noget af et chok.

- Der skete jo ikke noget med mig, men når man tænker på udfaldet er det ret rystende, siger hun.

Ifølge Nordjyllands Politi kunne patruljen på stedet konstatere, at de to mænd havde mistet livet i ulykken. Ingen af betjentene kom noget til i episoden.

Nordjyllands Politi har endnu ikke fået identificeret de to dræbte.

Dagen igennem har politiet, en bilinspektør og Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) undersøgt det sted, hvor Audi'en endte med at køre i grøften.

Som altid i sådanne sager er det netop DUP, der foretager det efterfølgende efterforskningsarbejde for at fastsætte, om politiet kan bebrejdes for ulykken.