Kæmpe aktion mod cyklister: 1448 bøder på én uge

254 kørte over for rødt

Det var blandt andet ved Rådhuspladsen i København, politiet havde bødeblokken fremme. Foto: Alexander Klug
Det var blandt andet ved Rådhuspladsen i København, politiet havde bødeblokken fremme. Foto: Alexander Klug

1448 gange på en uge har en politibetjent haft bødeblokken fremme for at notere en cyklist eller knallertkører for en færdselsforseelse.

Det fremgår af en opgørelse, som Rigspolitiet har foretaget efter uge 21, hvor politiet gennemførte en målrettet indsats mod cyklisters og knallertkøreres adfærd i trafikken.

Politiet kiggede særligt efter manglende lys, kørsel frem for rødt lys, kørsel på fortov og i øvrigt anden trafikfarlig adfærd.

Og det kom der altså mange sager ud af.

Bødetyper

• Kørsel frem for rødt/gult lys: 254
• Lygteføring, forkert eller mangelfuld: 29
• Cyklist/knallert - indkørsel forbudt: 123
• Cyklist/knallert - kørsel på fortov/gangsti: 107
• Cyklist/knallert - kørsel mod ensretning: 64
• Benyttet håndholdt mobiltelefon: 138
• Hastighedsoverskridelse ved konstruktivt ændrede knallerter: 63
• Styrthjelm ikke benyttet: 16

Derudover blev der også kigget på køretøjernes tilstand, herunder konstruktivt ændrede knallerter med hastigheder over det tilladte.

Foto: Aleksander Klug
Foto: Aleksander Klug
 

Det er ikke uden grund, at politiet er ekstra opmærksomme på netop cyklister og knallertkørere. I 2018 blev 28 cyklister og ti knallertførere dræbt i trafikken - yderligere 921 cyklister og 269 knallertførere kom til skade. I en del af ulykkerne var risikobetonet adfærd hos cyklister og knallertkørere en medvirkende årsag.

- I færdselspolitiet arbejder vi helt grundlæggende for at nedbringe antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken. Da cykler og knallerter i 2018 var involveret i cirka hvert uheld, fortsætter vi også vores fokus på dette område, siger politiassistent Christian Berthelsen, Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

Under den tilsvarende indsats i uge 4 i 2020 blev der konstateret 1933 overtrædelser af færdselsloven.