Kæmpe eksplosion i Sverige: Stripklub sprængt i luften

Kæmpe, store flammer slikkede mod himlen efter eksplosionen i den svenske by Örebro

Natten til onsdag er en stripklub eksploderet i svenske Örebro. Video: Aftonbladet.

En gigantisk eksplosion rystede den nordlige del af den svenske by natten til onsdag. Enorme flammer slikkede mod himlen umiddelbart efter eksplosionen, der fandt sted i nogle klublokaler i Örebro, hvor der ifølge politiet ligger en stripklub. Politiet i Örebro mistænker, at det er kriminelle bander, der står bag eksplosionen. Der har allerede været bombe-eksperter på stedet.

Det skriver flere aviser heriblandt Aftonbladet og Örebro Tribune

Tidligere i dag udtalte Tony Quiroga, der er vagthavende hos politiet i Örebro følgende:

- Vi kan endnu ikke sige, om der er nogen skadede eller døde i forbindelse med eksplosionen.

Alarmen til politiet blev ringet ind klokken 02.45 natten til onsdag.

- Der var mange folk, der ringede 112. Der skal i starten have været en stor eksplosion, siger Mia Lorén, der er team-leder på SOS Alarm.

En mand, der arbejdede på en fabrik i nærheden, kunne oven i købet mærke trykbølgen fra eksplosionen. Han siger følgende til Aftonbladet:

- Jeg troede først, at det var et lyn, der var slået ned. Vores branddøre stod og rystede, og man kunne føle det i kroppen. Jeg kiggede ud af vinduet og fik øje på branden, og så ringede jeg til 112.

Ifølge Tommy Lindh fra politiet i Region Bergslagen hedder stripklubben 'Efter To'.

Bombe-eksperter vil resten af dagen undersøge stedet, fordi de har mistanke om, at der måske er endnu en sprængladning på stedet. Derfor vil området være afspærret hele dagen.

- Vi har kraftig mistanke om, at det kan dreje sig om et opgør mellem kriminelle bander, fortæller politiinspektør Jörgen Jansson.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere