Kæmpe katastrofeøvelse på Storebæltsbroen

Søndag nat udspiller der sig en stor beredskabsøvelse i Storebæltstunnelen med 450 mand fra beredskabet, politiet og Storebæltsbroens personale

Natten til søndag skal der være en stor beredskabsøvelse i Storebæltstunnelen.
Foto: Simon Fals
Natten til søndag skal der være en stor beredskabsøvelse i Storebæltstunnelen. Foto: Simon Fals

Masser af blå blink, teater-røg og statister.

Det er godt at være på forkant med ulykker. Der vil derfor natten til søndag kl. 02 udspille sig en beredskabsøvelse i Storebæltstunnelen med et stort opbud af politi fra begge sider af Storebæltsbroen, beredskabet, brandfolk, regioner, Banedanmark og Storebæltsbroens personale.

Under den store øvelse vil der udspille sig en til dagen opfundet ulykke, hvor to tog er kørt sammen fire kilometer inde i togtunnelen.

Lars Nielsen, der er formand for planlægningsgruppen, ser frem til øvelsen, hvor i alt 450 folk skal deltage.

- Det er helt utænkeligt, at det skulle ske, men det er jo godt at afprøve for at se, om teknikken virker, siger han.

Under øvelsen sendes der en brandbil ind på skinner i tunnelen, og herefter skal redningsfolk komme ind fra begge sider i togvogne. Det hele bliver gjort mere virkeligt med teater-røg og frivillige statister skal lade, som om de er hårdt såret. Alt sammen for at det skal virke realistisk.

Det er lovbestemt, at der skal foretages øvelser. Fore fire år siden under en lignende øvelse var der udfordringer med signalanlægget, der i en kort periode gik ned, men hurtigt blev fikset. Derfor er det altid en god idé at teste systemerne, før det sker i virkeligheden, mener Lars Nielsen.

- Vi skal finpudse vores kommunikationslinje og tjekke, om vores beredskabsprocedure virker. Vi har lavet en stor øvelse, hvor alle 450 mand kommer til at have noget at lave hele aftenen, siger han.

Hvis man overvejer at stå op om natten og tage en tur forbi broen, vil der ikke være så meget at se, da det hele foregår inde i togtunnelen.

Øvelsen er foretaget 18 gange før, og der er ved hver øvelse opfundet nye scenarier, der bliver afprøvet. Der vil ikke være nogen trafikale hindringer til følge, men i løbet af natten vil der være masser af blå blink og brandbiler i både Nyborg og Korsør.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere