Kæmpe kø efter motorvejsuheld: 'Folk kan bare køre ordentligt, kan de'

Et uheld på Vejlefjordbroen først på eftermiddagen skaber stadig gevaldige problemer

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

Et færdselsuheld på Vejlefjordbroen klokken 13.36 har plaget trafikken i nordgående retning på E45 lige siden.

Det oplyser Vejdirektoratet og bekræftes af Sydøstjyllands Politi.

Ingen kom alvorligt til skade ved uheldet, hvor der til gengæld skete stor materiel skade. Det har taget tid at få ryddet op, og motorvejen har en periode været spærret.

Til gengæld har der været kø før uheldsstedet lige siden. Og det er ikke en kø, der har været lige til at afvikle. Også gennem Vejle by har det snerpet til.

For at det ikke skal være lyv, så er der klokken 16.15 sket et uheld mere. Denne gang ved Skanderborg.

- Jeg kan ikke komme med en dybtgående analyse af, hvad der er årsag til, at der er sket flere uheld i dag. Men folk kan bare køre ordentligt, kan de. Måske har solen stået lidt lavt. Måske har noget af det vand, vi har fået, skabt lidt udfordringer på kørebanen. Men hvis folk kørte efter forholdene, så ville det her ikke ske, siger Lars Grønlund, som er vagtchef ved Sydøstjyllands Politi.

Der var ved 15-tiden ryddet op på Vejlefjordbroen, og trafikken begyndte at glide igen.

- Men nu støder man så ind i en ny kø ved Skanderborg. Det er det samme om igen, siger Lars Grønlund videre.

Hos Vejdirektoratets Trafikcenter fortæller vagthavende Jimi Nyrup, at der klokken 17 er 10 minutters forlænget rejsetid ved Vejleffjordbroen.

- Det er et ærgerligt tidspunkt, at uheldet er sket midt i myldretiden. Selv om der er åbnet helt op for sporene igen klokken 16, tager det tid at få afviklet køen, siger Jimi Nyrup.

Han fortæller videre, at der har været såkaldt kiggekø i modsatte retning.

Ifølge Vejdirektoratet er uheldet ved Skanderborg sket i det sydgående spor, og det er derfor bilister i sydgående retning, som har været mest plaget.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere