Kæmpe politiaktion: Fandt narko og våben

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi udførte torsdag formiddag en aktion i Slagelse rettet mod det kriminelle bandemiljø. Otte personer er blevet anholdt

Torsdag formiddag udførte Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi en stor aktion i Slagelse. Her anvendte politiet droner. Foto: René Lind/BYRD

Torsdag formiddag udførte Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi en stor politiaktion i Slagelse.

Politiaktionen var rettet mod det kriminelle bandemiljø, oplyser de torsdag aften i en pressemeddelelse.

'Der er foretaget ransagning af mere end 25 adresser, og politiet har i den forbindelse anholdt otte personer, som er blevet sigtet for narkotikahandel, ulovlig våbenbesiddelse og ulovlig besiddelse af kniv,' skriver politiet i pressemeddelelsen.

Stoffer, penge og våben
Ved aktionen foretog politiet en række ransagninger og fandt blandt andet et større pengebeløb, narko, salgsposer, knive, en machete, et magasin til et håndvåben.

'Politiet har desuden medtaget en række andre effekter, der nu skal undersøges nærmere,' skriver de.

Politiet meddeler, at de er tilfredse med dagens aktion

'Ud over beslaglæggelserne og anholdelserne sender vi med dagens aktion også et tydeligt signal om, at vi hele tiden er på forkant med situationen i bandemiljøerne,' siger politiinspektør Kim Kliver i pressemeddelelsen.

Flere af de anholdte forventes fremstillet i grundlovsforhør i morgen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere