Kæmpe politiaktion mod hash-ring: 13 anholdt

20 adresser er ransaget, 13 personer anholdt og mellem 10-15 papkasser hash beslaglagt

Politiet slog fredag til over hele Sjælland mod en organiseret hash-ring. 
(Arkivfoto: Jonas Olufson)
Politiet slog fredag til over hele Sjælland mod en organiseret hash-ring. (Arkivfoto: Jonas Olufson)

Travlheden i Københavns Dommervagt i dag er til at tage at føle på. Så meget at retten helt ekstraordinært har valgt at åbne en særskilt retssal for at fremstille i alt 13 personer lørdagen igennem.

12 mænd mellem 21 og 59 år samt en kvinde på 37 år er anholdt og sigtet i en stor politiaktion mod det danske hash-marked.

20 adresser er blevet ransaget rundt omkring på Sjælland - særligt i den nordlige del og i København.

Store fisk og fyldte papkasser
Udover de anholdte var 375 kg. hash samt større kontante beløb også en del af fangsten, da politiet slog til i går.

- Det svarer cirka til 10-15 papkasser eller store tasker fyldt med hash, som har en værdi af mellem 50-100 kr./gram på gadeplan, forklarer vicepolitiinspektør Knud Hvass fra Københavns Politis særlige bandeenhed Taskforce Øst til Ekstra Bladet.

Af større beløb fandt politiet på en adresse blandt andet 50.000 kr. i kontanter.

Aktionen - der blev indledt fredag formiddag og varede dagen igennem, og hvor der blandt de 13 anholdte også er 'store spillere' fra hashmarkedet iblandt  - har været planlagt i månedsvis.

- Der ligger en meget lang efterforskning forud for det her. Vi har været i gang i mange måneder, oplyser han.

Bagmænd har tråde til Christiania
Ifølge politiet er der tale om et internationalt organiseret netværk, som har stået bag en betydelig andel af leverancer til det danske hashmarked - særligt til hovedsstadsområdet og i høj grad til Christiania.

Ifølge Taskforce Øst er der tale om deciderede bagmænd, der driver en stor og særdeles velorganiseret indsmugling af hash til Danmark.

Af samme årsag har politiet også samarbejdet med udenlandsk politi forud for aktionen men ønsker ikke at oplyse præcis hvilken eller hvilke.

De 13 anholdte sigtes alle for indsmugling og handel med euforiserende stoffer - flere for indsmugling og handel med ikke under 1400 kg hash.

1 af 2 Sådan ser ca. 416 kg. hash ud - beslaglagt ved en tidligere aktion på Christiania. (Arkivfoto: Polfoto)
2 af 2 Politiet slog fredag til over hele Sjælland mod en organiseret hash-ring. (Arkivfoto: Jonas Olufson)

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere