Kæmpe politiaktion mod kontroversiel tysk rockerklub

Klubmedlemmer mistænkes for at være part i organiseret kriminalitet

Medlemmer af Al-Salam-313 er glade for dyre biler og store motorcykler. Foto: Privatfoto
Medlemmer af Al-Salam-313 er glade for dyre biler og store motorcykler. Foto: Privatfoto

Rygmærket viser en hvid due, men tysk politi vurderer, at motorcykelklubben langt fra er fredelig.

I den forgangne uge gennemførte politiet i delstaten Nordrhein Westfahlen en storstilet aktion, hvor godt 800 betjente deltog, skriver flere tyske medier, blandt andet Bild.

Målet for aktionen, der fandt sted tidligt onsdag morgen, var personer med tilknytning til klubben Al-Salam-313. Her slog politiet til mod 49 boliger rundt om i delstaten.

Klubbens medlemmer har overvejende rødder i Irak og Syrien,  og politiet mistænker klubmedlemmerne for at involveret i organiseret kriminalitet i form af illegal våbenhandel, narko og menneskesmugling.

Ud over det lokale politi deltog også personel fra Verfassungsschutz - det tyske modstykke til danske PET.

Bild beskriver, at klubbens medlemmer desuden mistænkes for at yde økonomisk støtte forskellige milits-grupper i Irak og Syrien - hvilket er en af årsagerne til, at den tyske efterretningstjeneste også interesserer sig for sagen.

En person blev anholdt ved aktionen. Men målet var som udgangspunkt ikke arrestationer, fortæller Herbert Reul (CDU) indenrigsminister i delstaten til Bild.

- Aktionen har været planlagt i månedsvis, og målet var at indsamle informationer og beviser. Ved aktionen blev der beslaglagt falske penge, narkotika, computere, mobiltelefoner og harddiske, oplyser delstatens indenrigsminister.


Det tyske medie har tidligere beskrevet, at en 63-årig etnisk tysk sproglærer er mistænkt for at have gelejdet udlændinge gennem en tysk sprogtest, og i den forbindelse have modtaget betaling fra blandt andet Al-Salam-313 medlemmer.

Op til 1400 Euro (godt 10.000 kr) mistænkes sproglæreren at have modtaget pr prøve.

En af dem, der fik uventet besøg af myndighederne var Mohammed Mandalawi, bosiddende i Hünxe, der ligger lidt nord for Essen i Ruhrdistriktet.

Den 39-årige familiefar til tre børn, erklærer sig selv som leder af klubben:

- Vi er fredelig gruppe af venner, der kører motorcykel. Jeg respekterer andre mennesker og grundloven.

- Men der er nogen, der bag min ryg har lavet urent trav og bagtalt mig og min familie. Derfor er jeg blevet meldt til politiet for vold, siger klubbossen til Bild.

Al-Salam-313: Religiøse rockere

'Al Salam' er arabisk for fred, og tallet 313 har en særlig betydning for den shiitiske gren af Islam, hvor tallet hentyder til de 313 mænd, der vil følge Imamen Muhammad al-Mahdī, når denne engang vender tilbage til jorden.

Følgesvende til en art messiansk genkomst altså.

Mediet Deutsche Welle beskriver, at klubben blev grundlagt i 2016. På videoer og billeder poserer medlemmerne med læderveste med mærker, som man kender det fra de klassiske rockerklubber. På samme videoer og billeder vises også guldsmykker, dyre biler og Harley Davidson-motocykler frem.

I delstaten Nordrhein Westfahlens kriminalpolitis årlige rapport fra 2018 omkring det aktuelle kriminalitetsbillede, nævnes Al-Salam-313 ikke med navn, men delstatens kriminalpoliti påpeger, at der gennem 2018 fandt en skarp konkurrence sted, hvor personer med irakisk og syrisk baggrund forsøger at presse tyrkiske, kurdiske og libanesiske klaner på ejerskabet af kriminelle markeder.

Klubbens medlemmer inkluderer et antal, der er flygtet fra krigene i Syrien og Irak, og de tyske myndigheder vurderer, at flere af klubbens medlemmer kan have deltaget i kamphandlinger i de blodige konflikter.

En af de militser, klubmedlemmer mistænkes at have forbindelse til, er den shiitiske Muktada al-Sadr-milits, der blandt andet er kendt for deres modstand imod den amerikansk-ledede koalition i Irak, og som har tætte forbindelser til præstestyret i Iran.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere