Kæmpe slagsmål, skud og påkørsler: Politiet mangler vidner

Søndag nat var flere personer involveret i et større slagsmål i Brabrand, hvor der meldes om skud

Ved du noget? Tip os på mail 1224@eb.dk eller send en sms til 1224 (alm. sms-takst).

Østjyllands Politi savner vidner til et større slagsmål på Dortesvej i Brabrand søndag nat, hvor der både blev brugt stikvåben og biler til at skade hinanden.

Det oplyser politiet i en pressemeddelse.

Politiet modtog anmeldelsen omkring klokken 01, efter flere borgere havde hørt skud i området.

Kørte ind i hinanden
I den forbindelse kørte politiet ud til stedet, hvor en patruljebil stoppede fire mistænkelige mænd, der befandt sig i en bil.

Her fandt betjentene flere stikvåben, hvorfor de anholdt alle mændene.

På Dortesvej opdagede politiet også fire biler, som alle var kørt ind i hinanden.

De skulle være blevet brugt kort før slagsmålet, hvor flere af bilisterne bevidst skulle have påkørt hinanden.

Mændene kom dernæst op og slås, hvor mindst to personer blev stukket. En ved knæet, den anden i balden.

Flere skud
Politiet undersøger nu, om der desuden er blevet skudt i løbet af natten, hvilket flere borgere mener at have hørt.

- Vi er stadig i fuld gang med efterforskningen for at stykke hændelsesforløb og motiv sammen.

- Men det er endnu for tidligt at sige noget om, hvad der ligger bag opgøret, siger Claus Kousgaard, vicepolitiinspektør fra Østjyllands Politi.

Foreløbigt har politiet anholdt i alt syv mænd fra Aarhus, som alle er sigtet for grov vold. Men politiet mangler stadig vidner, som kan fortælle dem flere detaljer om hændelsesforløbet.

- Vi er i gang med at efterforske sagen, så vi kan ikke fortælle yderligere om, hvilke slags stikvåben, der er tale om, eller i hvilken forbindelse de sidste tre anholdelser blev foretaget, siger Jakob Christiansen til Ekstra Bladet, pressemedarbejder fra Østjyllands politi.

Han kan heller ikke sige, om de anholdte har banderelationer, eller hvorfor der var en konflikt.

Ved du noget, vil politiet gerne høre fra dig på 114.

Ved du noget? Tip os på mail 1224@eb.dk eller send en sms til 1224 (alm. sms-takst).