Kæmpe svindelsag: Banken har også et problem

Det er ikke kun den efterlyste kvinde, som har et forklaringsproblem. Det har hendes bankforbindelse også

Børne- og socialminister Mai Mercado og departementschef Jens Strunge Bonde holdt pressemøde om svindelsagen i dag.

Den eller de danske banker, som siden 2002 har modtaget de 111 svindelmillioner uden at gribe ind, har et problem, vurderer Finanstilsynets hvidvaskchef og den uvildige hvidvasksekspert Jakob Dedenroth Bernhoft.

- Der er slet ingen tvivl om, at banken skal reagere, hvis en statslig ansat pludselig begynder at modtage så betydelige pengebeløb, for der er tale om usædvanlige mistænkelige transaktioner, som banken hurtigt skal undersøge – da især, hvis beløbene overføres fra hendes egen arbejdsgiver, siger Jakob Dedenroth Bernhoft, direktør for Revisorjura.dk og ekspert i hvidvask.

Finanstilsynets hvidvaskchef Stig Nielsen er enig.

- Med forbehold for at jeg ikke kender de nærmere omstændigheder, så vil en bank naturligvis skulle reagere, hvis en almindelig lønmodtager modtager beløb i den størrelsesorden på sin konto, siger han.

Han forklarer, at banker skal indberette mistænkelige transaktioner til Bagmandspolitiets Hvidvasksekretariat, hvis de ikke selv kan afkræfte mistanken.

- En mistænkelig transaktion kan for eksempel netop være indskud af beløb, som ikke er sædvanlige for den pågældende kunde, siger Stig Nielsen.

Jakob Dedenroth Bernhoft vurderer, at det burde have været åbenlyst for banken, at så store penge ikke hænger sammen med hendes privatøkonomi.

- Så banken har efter alt at dømme ikke levet op til sin pligt til at undersøge transaktionerne.

- Allerede ved første transaktion skulle man have undersøgt, hvad transaktionen vedrørte, vurderer han

- Det kan så være, hun hævdede at have en meget rig onkel, eller at hun vandt store Lottogevinster, men så skulle banken have bedt om dokumentation for disse påstande i form at eksempelvis skifterettens afgørelse i arvesagen, siger han.

Han forklarer, at hvidvaskloven ikke definerer klart ved hvilke beløbs-størelser banker skal gribe ind.

- Der er tale om en gummiparagraf, som kræver, at banker overvåger kundeforhold, herunder usædvanlige transaktioner. Men her har man tilsyneladende overtrådt hvidvaskloven, for man burde have indset, at noget er galt. Derfor man kan ikke udelukke, at banken kan gøres erstatningsansvarlig, siger han.

Om banken kan gøres ansvarlig afhænger af, hvor uforsigtig, den har været.

Hvis det var Danske Bank i Estland, der havde medvirket, er der ingen tvivl om, at den kunne være erstatningsansvarlig, for her ved man, at banken aktivt medvirkede vidende om, at den var gal, siger han.

Det ved vi om mistænkt svindel i Socialstyrelsen

Tirsdag fortæller Børne- og Socialministeriet, at man har afdækket potentiel svindel for 111 millioner kroner. Penge, der skulle været gået til udsatte grupper.

Læs her, hvad der er oplyst om mistanken:

* Socialstyrelsen og Børne- og Socialministeriet har i flere uger arbejder med at afdække omfanget af sagen sammen med eksterne eksperter.

* Undersøgelserne viser umiddelbart, at en betroet medarbejder via "uberettiget tilegnelse" har svindlet for 111 millioner kroner i perioden 2002 til 2018.

* Pengene er taget fra blandt andet SATS-puljemidler, der er øremærket til udsatte grupper.

* En medarbejder er politianmeldt, bortvist og ministeriet har begæret hende konkurs.

* Bagmandspolitiet har efterlyst en 64-årig kvinde internationalt. Hun er mistænkt for at have svindlet for "over 100 millioner kroner" fra 2002 til 2018.

* Der er angiveligt blevet svindlet hvert år i perioden - men for skiftende beløb. Samlet er underslæbet sket via 274 udbetalinger til egen konto.

* Kvinden var ikke at finde på arbejdspladsen, da myndighederne forsøgte at få fat i hende.

* Kvinden beskrives som værende en medarbejder i Socialstyrelsen. Den 64-årige havde været ansat i omkring 40 år, arbejder i Tilskudsadministrationen og bliver betegnet som "superbruger".

* Bagmandspolitiet beskriver den mistænkte svindel som "disciplineret og systematisk".

* Svindlen skulle blandt andet være foregået ved, at kvinden har overført midler øremærket til udsatte grupper direkte til sig selv.

* Det er endnu ikke afdækket, om kvinden har arbejdet alene.

* Børne- og socialminister Mai Mercado (K) har oplyst Folketinget og igangsat flere undersøgelser for at finde ud af, hvordan svindlen kunne foregå, og hvordan lignende svindel kan undgås.

* Der er startet en strafferetlig efterforskning, et civilt søgsmål, en ekstern undersøgelse af omfang og metode, en ekstern undersøgelse af ansvar og en intern undersøgelse i Socialstyrelsen, der skal sørge for, at lignende svindel ikke kan ske igen.

* Ministeren blev første gang orienteret 24. september og orienterede Folketinget første gang 30. september, hvor det første skøn for omfanget lå klar.

Kilder: Børne- og Socialministeriet, SØIK, TV2 Fyn, Ritzau.

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere