Kængurus springtur i Sydjylland er slut

En privatejet kænguru fik små 15 timer på fri fod, efter at den lørdag aften stak af fra en bopæl ved Rødding

I knap 15 timer hoppede en kænguru rundt og nød friheden i Sydjylland, inden den søndag formiddag blev bragt tilbage til sin ejer.

Den privatejede wallaby kænguru forsvandt fra sin ejers bopæl i Øster Lindet i Sydjylland ved 20-tiden lørdag aften. Wallaby er en uformel betegnelse for visse arter af små og mellemstore kænguruer.

I fire timer forsøgte ejeren selv at finde frem til dyret. Men uden held, og kort efter midnat blev politiet kontaktet.

Klokken 11 søndag formiddag kunne Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter oplyse, at kænguruen var hjemme i god behold.

- Vi er blevet kontaktet af ejeren, som har fortalt, at den er hjemme igen.

- Jeg ved ikke, hvor eller under hvilke omstændigheder den er fundet, siger vagtchef Bjørn Pedersen.

Det er ikke første gang, at en privatejet kænguru er sluppet fri i Syd- og Sønderjyllands politikreds.

I juli 2018 slap en kænguru fri i nærheden af Ansager ved Varde. Den stak af fra sin indhegning på en landbrugsejendom og var savnet et halvt døgn, før ejeren selv opsporede det savnede dyr.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere