Kæresten kørt ihjel: I dag besøger hun den sigtede

13-årig datter atter i skole: - Hun frygtede at kammeraterne ville sige: 'Din far har slået en anden mand ihjel - så er du også et monster,' fortæller 39-årige Roma Larsen fra Tarm til Ekstra Bladet

Foto: Claus Bonnerup. Indsat: Privatfotos.
Foto: Claus Bonnerup. Indsat: Privatfotos.

Onsdag aften hørte 39-årige Roma Larsen over sin mobiltelefon, hvordan hendes ægtemand angiveligt pløjede ind i hendes cyklende kæreste, Peter, i en bil, og dræbte ham på stedet på Tværvej i Tarm.

I dag viser tragedien sig for alvor i al sin groteske gru. Her er Romas gøremål fredag:

Hun skal udpege et gravsted til sin dræbte kæreste på kirkegården i Tarm.

Så skal hun hen i kærestens lejlighed og finde det tøj, som han skal begraves i. Til sidst vil Roma Larsen besøge sin nu fængslede og mord-sigtede ægtemand, M.L., i arresten.

Den nu dræbte Peter Jensen fra Tarm var tatovør og lavede blandt andet denne kærligheds-erklæring til Roma Larsen. (Foto: Facebook).
Den nu dræbte Peter Jensen fra Tarm var tatovør og lavede blandt andet denne kærligheds-erklæring til Roma Larsen. (Foto: Facebook).
 

Roma var i tolv år gift med M.L., men parret valgte for to år siden at gå fra hinanden efter et til tider stormfuldt ægteskab.

- Jeg vil gerne se, hvordan han har det. Han har altid været en god far overfor vore fem børn, som han dog ikke er biologisk far til til, fortæller Roma Larsen til Ekstra Bladet.

For Roma Larsen og børnene er dramaet på Tværvej fortsat helt uforståeligt. Hvordan kunne 40-årige M.L., som ellers var kendt som et fredsommeligt menneske, pludselig gå amok i sin bil ved synet af den cyklende Peter Jensen.

Peter Jensen blev brutalt kørt ned og dræbt, da han kom cyklende på Tværvej i Tarm. Han talte i mobiltelefon med sin kæreste, da han blev ramt. (Foto: Privat)
Peter Jensen blev brutalt kørt ned og dræbt, da han kom cyklende på Tværvej i Tarm. Han talte i mobiltelefon med sin kæreste, da han blev ramt. (Foto: Privat)
 

Ifølge politiets sigtelse blev den 39-årige mand kørt ned med høj hastighed og hele to gange.

- Bilen er helt smadret. Jeg er naturligvis vred på M.L. Hvorfor kørte han over Peter to gange. Måske vi kunne have reddet ham efter den første påkørsel, lyder det stille fra Roma Larsen.

Holder meget af sigtet drabsmand
De fem børn, som alle holder meget af M.L., er dybt berørte over tragedien.

- Ikke mindst min 13-årige datter. Hun valgte at gå i skole fredag. Men da hun kom derhen, var hun alligevel lidt bange for at skulle mødes med klasse-kammeraterne.

Hun frygtede, at de vil sige: 'Din far har slået en anden mand ihjel - så er du også et monster.' Men Tarm skole er en rigtig god skole, så det skal nok gå, mener Roma Larsen.

Den sigtede drabsmand M.L. fra Tarm. (Privatfoto)
Den sigtede drabsmand M.L. fra Tarm. (Privatfoto)
 

Samme dag, som Peter Jensen blev slået ihjel om aftenen, fik den 13-årige datter en lille kattekilling.

- Den har hun nu døbt Palle. For min datter kaldte altid Peter for Palle. Min datter er, som jeg, dybt splittet i tragedien. Hun er vred på sin far, hun elsker ham, men hun savner også Peter, siger Roma.

Ramt af dyb jalousi
Roma Larsen er overbevist om, at det var dyb jalousi, der udløste den grufulde gerning onsdag aften.

- M.L. og jeg forlod hinanden for to år siden. Men vi holdt stadig af hinanden. Så fandt jeg Peter og de to mænd har da både drukket kaffe sammen og været på fisketur. Da jeg var syg sidste år støttede M.L. mig meget og det accepterede Peter fuldt ud.

- Men det begyndte at gå op for M.L., at denne gang ville jeg ikke komme tilbage til ham. Og det har formentligt fået ham til at køre Peter over. Jeg kan ikke forestille mig, at han har haft til hensigt at dræbe Peter. Han har slet ikke forestillet sig, hvad der kunne ske, mener Roma Larsen.

Roma  talte med Peter over mobiltelefonen, da Peter pludselig fik øje på M.L.s bil.

Nu kommer han mod mig i høj fart
- Peter sagde til mig: Nu forfølger han mig i bilen. Nu bremser han og kommer mod mig i høj fart. Det var de sidste ord. Så lød der et højt brag og så blev der helt stille.

Jeg tror ikke, at Peter havde på fornemmelsen, at nu skulle han dø. Nok nærmere, at M.L. ville skræmme ham.

Det sidste Peter hørte var min stemme. Det sidste jeg hørte var desværre sammenstødet og braget, fortæller Roma Larsen.

Roma Larsen føler sig også skyldig. Ikke i selve ugerningen: - Måske jeg skulle have hjulpet og støttet M.L. mere, siger hun. (Privatfoto)
Roma Larsen føler sig også skyldig. Ikke i selve ugerningen: - Måske jeg skulle have hjulpet og støttet M.L. mere, siger hun. (Privatfoto)
 

Selv føler hun også en vis skyld i tragedien.

- Måske skulle jeg have hjulpet og støttet M.L. mere. Han har jo haft det svært. Men omvendt er han selv fuldstændig ansvarlig for sin handling. Jeg har ikke dårlig samvittighed over, at jeg ikke længere ville leve sammen med ham.

For vi var begge søde mod hinanden bagefter. Vi er jo stadig ikke skilt, selv om det er to år siden, vi forlod hinanden.

Første mand hængte sig
Roma Larsen fortæller, at hun tilbage i 2002 mistede sin første mand og børnenes biologiske far.

- Han begik selvmord ved at hænge sig. Jeg ved godt, hvordan jeg skal komme gennem sorgen og smerten. For jeg har prøvet det hele før.

Men hvad skal man sige til sin datter, når hun pludselig siger:

- Når far kommer ud af fængslet, så er jeg 24 år?

Nu skal Peter begraves - og så skal livet gå videre. Vi skal ikke leve med en gravsten resten af livet.

Vi skal også huske at leve, siger Roma Larsen, inden hun går op på kirkegården for at finde sin kærestes sidste hvilested.

 

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere