Kærlighedssvindler: – Jeg lever i en parallel virkelighed

En 41-årig mand er nu i retten tiltalt for omfattende bedragerier mod kvinder, han har haft et forhold til

Frederik Hansen er tiltalt for at have snydt kvinder, som han datede - såkaldt kærlighedssvindel. Han er dømt for præcis det samme før. Privatfoto
Frederik Hansen er tiltalt for at have snydt kvinder, som han datede - såkaldt kærlighedssvindel. Han er dømt for præcis det samme før. Privatfoto

KØBENHAVNS BYRET (Ekstra Bladet):

– Jeg er i en boble, hvor jeg ikke ved, hvad jeg foretager mig. Min hukommelse er meget sporadisk for at sige det mildt.

– Jeg lever i en parallel virkelighed.

Sådan forklarer den 41-årige Frederik Hansen i dag i Københavns Byret i sagen, hvor han er tiltalt for 158 tilfælde af bedrageri og dokumentfalsk i forbindelse med såkaldt kærligheds-svindel mod syv forskellige kvinder.

Han erkender stort set samtlige forhold i sagen.

Frederik Hansen har gennem årene været offentligt beskrevet i forbindelse med samme form for bedrageri mod kvinder, og har tilmed optrådt i TV2-dokumentaren 'Kærlighedssvindlerne'.

Gennem de sidste år har han opbygget et forhold til samtlige kvinder, hvorefter han, uden kvindernes kendskab, blandt andet har optaget kviklån i deres navne og online-shoppet med deres betalingskort.

Hvad pengene fra bedragerierne er blevet brugt til, kan han ikke huske. Han ved dog, at han ikke har brugt pengene på sig selv.

– Jeg har for det meste foræret det væk, siger han og fortsætter:

– Dem, jeg har været kæreste med, har fået alt muligt mærkeligt.

Et stort sort hul
Frederik Hansen kan ikke forklare, hvorfor han bedrager som han gør. Mens bedragerierne står på, er han nemlig ikke klar over, hvad han foretager sig.

– Det er et stort sort hul, siger han.

– Får du dårlig samvittighed?, spørger hans forsvarer, Jørn Brandenhoff Schmidt.

– Ja, men det får jeg først efter, når jeg kommer ud af den her bobbel. Når jeg først kommer ud ad den tangent, er der ingen bremseklods.

I følge Frederik Hansen blev han først klar over, hvad han havde gjort mod de syv kvinder, da han blev anholdt og varetægtsfængslet i januar i år.

35-årige Anne har fået angst, efter hun lukkede sit hjerte op for Frederik Hansen - og endte med at blive svindlet. Foto: Tim Kildeborg Jensen Krimi Røg i kløerne på kærlighedssvindler

Har forsøgt at få hjælp
Den 41-årige er flere gange tidligere blevet dømt for lignende bedrageri mod kvinder af særlig grov beskaffenhed. Han har fået flere behandlingsdomme, men har også afsonet fængselsstraffe for bedrageri. Blandt andet fik han i 2016 to år og tre måneders fængsel.

Allerede efter Frederik Hansens første afsoning forsøgte han at få hjælp, men der var ikke ressourcer til det dengang. Først nu, under sin varetægtsfængsling, har han fået hjælp, siger han i retten.

Retssagen fortsætter i dag.

Se også: Kærlighedssvindler på datingsite: Frederik snød kvinder for 900.000 kroner

Se også: Kendt Tinder-svindler fængslet igen