Kampfly styrtet ned i Tyskland

Pilot brugte katapultsædet og kom ud af F-16 fly, inden det styrtede til jorden, rapporterer tysk radio

Et F-16 fly tilhørende det amerikanske luftvåben er styrtet ned nær byen Trier i det sydvestlige Tyskland.

Det oplyser en talsmand for det tyske luftvåben til nyhedsbureauet Reuters.

Kort forinden rapporterede radiostationen SWR, at piloten havde formået at skyde sig ud af flyet ved hjælp af katapultsædet.

Flyet er styrtet ned i en skov uden for Trier, oplyser borgmesteren i byen Zemmer til det tyske nyhedsbureau dpa.

Der er ikke umiddelbart flere oplysninger om pilotens tilstand eller om årsagen til styrtet.

USA har en række militærbaser i Tyskland. En af de større er luftvåbnets Ramstein-base, der ligger i den region af Tyskland, hvor F-16 flyet er styrtet ned. Det er dog endnu uklart, om flyet kom fra denne base.

Styrtet kommer fire måneder efter, at to tyske militærfly kolliderede i luften over det nordøstlige Tyskland. Her blev den ene af de to piloter dræbt.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere