Kampklædt politi anholdt tre efter hushandel

Uenighed efter en hushandel endte i går dramatisk i Haderslev

Syd- og Sønderjyllands Politi tog i går ingen chancer efter en anmeldelse om trusler på en café i Kolding.

Fire mænd mødtes med en femte mand på caféen i forbindelse med økonomiske uoverensstemmelser omkring en hushandel.

Under diskussionen truede de fire mænd ifølge jv.dk den femte med, at den ene havde en pistol i lommen.

Efter truslen kørte de fire personer til Haderslev, hvor politiet iklædt skudsikre veste og bevæbnet med maskinpistoler anholdt tre af mændene.

I forbindelse med anholdelsen fandt politiet en gaspistol i lommen på den ene anholdte mand.

Manden, der blev udsat for trusler, er en 45-årig dansk mand med bopæl i Spanien.

De tre anholdte er en 33-årig mand fra Toftlund, en 25-årig mand fra Haderslev og en 46-årig mand fra Haderslev. Den fjerde gerningsmand slap væk, men politiet har en formodning om, hvem han er.

De tre mænd er sigtet for trusler, men løsladt igen.