Kampklædt politi i aktion: Fik fat i de forkerte

Under stor tumult onsdag eftermiddag standsede Københavns Politi en hvid varevogn. Personerne i bilen var bare ikke dem, som politiet ledte efter

Onsdag eftermiddag stoppede Københavns Politi en varevogn på H.C. Andersens Boulevard ved Jarmers Plads i København.

Øjenvidner fortæller til B.T., at de så bevæbnet politi standse en varevogn midt i myldretiden, hvorefter de hev passagerne ude på jorden.

Det viste sig efterfølgende, at politiet havde fat i de helt forkerte mennesker. Det fortæller vagtchef ved Københavns Politi, Henrik Stormer, til Ekstra Bladet.

- De personer, der befandt sig i varevognen, var ikke dem, som vi ledte efter i forbindelse med en anden sag. Vi fik fat i de forkerte personer, forklarer vagtchef ved Københavns Politi, Henrik Stormer.

Den sag, som Københavns Politi efterforskede, som resulterede i den voldsomme tilbageholdelse, drejede sig om frihedsberøvelse af en person på Holmbladsgade på Amager.

Vidner skulle have set en person. mod sin vilje, blive ført ind i en hvid varevogn, hvilket de efterfølgende anmeldte.

- Vi har efterforsket sagen om frihedsberøvelse ude på Amager, og der var ikke noget i den, forklarer vagtchef Henrik Stormer.

Ifølge vagtchefen, så drejede sagen sig om, at to forskellige grupperinger var kommet op og toppes, og det var endt i anmeldelsen om frihedsberøvelse.

- Vi får mange af den slags henvendelser dagligt, hvor folk er kommet i en twist, men når der er frihedsberøvelse i anmeldelsen, så reagerer vi, forklarer Henrik Stormer.

De to grupperinger, som var oppe og skændes skulle ifølge Københavns Politi ikke have nogen banderelationer.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere