Kasi-Jesper i nedtur: Taber kæmpe sag i retten

Smykkerigmanden og den tidligere Brøndby-storsponsor har netop tabt en stor skattesag i Østre Landsret

Foto: Claus Bjørn Larsen/Ritzau
Foto: Claus Bjørn Larsen/Ritzau

245 millioner.

Det er beløbet, som Skat og Kasi-Jesper har været i krig om i en kæmpe skattesag, og nu er der netop faldet dom. Og det er ikke rar læsning for smykkerigmanden.

Øster Landsret skriver i et domsresume, at de giver Skat medhold, og dermed gør de det klart, at Skat havde lov til at sende en skatteregning på 245 millioner kroner.

Sagen handler om, hvorvidt forretningsmanden var berettiget til at blive fritaget for skat i forbindelse med overførsel af værdier til et nyt selskab.

Kernen er en omstrukturering i Kasi ApS og Pandora. Ifølge Finans.dk gav Skat grønt lys til, at de to virksomheder indskød salgsaktiviteter fra en række lande uden at betale skat.

Men få måneder senere valgte Kasi at sælge sine aktier i det nye selskab til Pandora, og manøvren lugtede ifølge Skat så meget af et forsøg på skatteunddragelse, at de valgte at køre en sag.

Samme konklusion nåede Landsskatteretten frem til i 2014, oplyser Finans.dk.

Virksomheden Kasi ApS tjente en formue i 00'erne på at have eneret på at sælge smykkefirmaet Pandoras produkter i Tyskland, Schweiz og Østrig.

Kasi-Jesper solgte rettighederne tilbage til Pandora i 2010. Siden har han kastet sig over nye smykkeforretninger. Først med Endless Jewelry, som han forlod i 2016, og som siden gik konkurs.

Senest har Kasi-Jesper etableret Amazing Jewelry, der har åbnet butikker i flere lande.

Nederlaget for den tidligere storsponsor i Brøndby kommer bare en måned efter, at Kasi-Jesper i december fik medhold om store millionsponsorater, som Kasi-Jesper havde tegnet med Brøndby IF og AG København.

Her mente Skat også, at han skulle betale skat, men det afviste Østre Landsret.

Skattesagen mod erhvervsmanden, som egentlig hedder Jesper Laustrup Nielsen, blev meget omtalt i medierne efter kritik af Skats metoder i sagen.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna C. Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen