Kastede sten mod politibil

Politiet har været talstærkt til stede i Gellerupparken, efter at betjente affyrede skud under demonstration

Fredag eftermiddag blev en mand skudt af politiet efter at have trukket kniv mod Rasmus Paludan i Aarhus. Det medførte stor uro. Video: Øxenholt Foto.

Der blev natten til lørdag kastet sten mod en af politiets patruljebiler i Gellerupparken i Aarhus.

Bilens forrude blev knust, men ingen personer kom til skade.

Det skriver Østjyllands Politi på Twitter.

Fredag eftermiddag affyrede betjente skud mod en 52-årig mand, der truede med en kniv i forbindelse med en Stram Kurs-demonstration med den kontroversielle leder Rasmus Paludan i front.

Siden har været talstærkt til stede i bydelen siden fredag eftermiddag og forventer fortsat at være synlige i området resten af weekenden.

Episoden medførte uro i området, hvor maskerede personer angreb politiet med sten og fyrværkeri.

- Omkring klokken 22 bliver der sat ild til en bil og ikke lang tid efter bliver der kastet sten mod en patruljevogn, hvor forruden bliver knust, fortæller fungerende politiinspektør Gert Bisgaard til Ekstra Bladet.

De to politifolk har efterfølgende været til tjek på hospitalet ovenpå den ubehagelige oplevelse. Ingen af dem var kommet til skade.

Ingen er anholdt i forbindelse med urolighederne i Gellerupparken.

- Vi kigger lige nu ind i, om vi kan identificere nogen fra episoden og finde frem til gerningsmændene, siger Gert Bisgaard.

Brand i containere
Foruden episoden med stenkast har der været flere brande i løbet af natten i Gellerupparken. Brandene er primært opståede i affaldscontainere.

- Fra omkring midnat og frem til klokken halv tre har der været brande, hvor der er blevet sat ild til containere, fortæller Gert Bisgaard. 

Det bekræfter indsatsleder hos Østjyllands Brandvæsen Anders Jensen ligeledes over for Ritzau.

- Der har været fem-seks brande, og dem har vi håndteret, som vi plejer. Det stilnede af midt i nat, fortæller han lørdag morgen.

Siden klokken tre natten til lørdag har der været ro i området.

Uroligheder ved demonstrationer
Manden, der blev ramt af politiets skud fredag eftermiddag, blev tilsyneladende ramt i benet. Det vides endnu ikke, hvad hans motiv var for at tage en kniv med til demonstrationen.

Rasmus Paludans demonstrationer, hvor han ofte brænder Koranen af i områder med mange muslimer, har flere gange ført til uroligheder.

Værst gik det for sig den 14. april sidste år, da han demonstrerede på Blågårds Plads på Nørrebro i København.

Demonstrationen førte til voldsomme optøjer med vold og hærværk.

Rasmus Paludan stillede op til folketingsvalget sidste sommer som leder af Stram Kurs, men partiet fik ikke nok stemmer til at komme i Folketinget.

Manden blev skudt i benet og anholdt. Foto: ØXENHOLT FOTO 112 - 5. jun. 2020 - kl. 18:10 Efter skud til Paludan-demo: Nu melder politiet ud