Kat startede brand: Her bliver den reddet af brandmand

En kat var uheldig at være skyld i en brand i en lejlighed, men den blev selv reddet bagefter

En kat måtte onsdag aften modtage ilt af brandvæsnet efter at have været fanget i en lejlighed, hvor der var brand. (Foto: Preben Madsen/Media Næstved)
En kat måtte onsdag aften modtage ilt af brandvæsnet efter at have været fanget i en lejlighed, hvor der var brand. (Foto: Preben Madsen/Media Næstved)

Det der kunne være endt i en mindre tragedie, endte sent onsdag aften med kun at omfatte materiel skade, da der omkring klokken 23 udbrød brand i en lejlighed på Hvedevænget i Næstved.

Da brandvæsnet nåede frem til adressen, var der store flammer i lejligheden på anden sal, men branden kom hurtigt under kontrol, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Branden i lejligheden er formentlig opstået ved, at en af de to katte, der var i lejligheden, har væltet en vandpibe, hvor der var en enkelt glød tilbage.

Der er derefter opstået brand i en sofa, som altså har bredt sig i lejligheden.

De to katte var alene hjemme, da branden opstod, og den ene var livløs, da brandvæsnet nåede frem.

Det lykkedes dog efterfølgende brandvæsnet at genoplive katten ved blandt andet at give den ilt, så den lige som den anden kat - der var uskadt - slap levende fra branden.

Ifølge sn.dk blev branden slukket i løbet af en time, og selvom lejligheden var blev hårdt ramt af branden, var det ikke nødvendigt at evakuere de øvrige beboere i ejendommen.

Ekstra Bladet har været i kontakt med beboeren i lejligheden, som har givet samtykke til at vi bringer historien, men han ønsker ikke at deltage i et interview.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere