Kelly får nyt håb få timer inden henrettelse

Den 47-årige amerikanske kvinde Kelly Gissendaner, der er dømt til døden, har fået nyt håb, inden hun i aften lokal tid er planlagt til at blive henrettet

Dødsdømte 47-årige Kelly Gissendaner har fået nyt håb om en benådning. (Politifoto)
Dødsdømte 47-årige Kelly Gissendaner har fået nyt håb om en benådning. (Politifoto)

I aften klokken syv lokal tid er den 47-årige Kelly Gissendaner planlagt til at blive henrettet med en dødelig sprøjte, efter at være blevet dømt til døden i 1997.

Men et pludseligt håb em en benådning er opstået kort inden, da sagen nu skal tages under overvejelse igen, skriver nyhedsbureauet AP.

Der sker tirsdag morgen lokal tid og altså kun få timer, inden henrettelsen skal finde sted.

Den 47-årige kvinde er dømt til døden for sammen med sin elsker at have dræbt sin mand, Douglas Gissendaner, der i 1997 blev fundet dræbt med 10 knivstik i nakken.

Selv om det var elskeren, Gregory Owen, der førte kniven, slap han med fængsel på livstid med mulighed for at blive prøveløsladt efter 25 år.

Kelly Gissendaner blev til gengæld dømt til døden, og hun har lige siden fået afslag på alle sine forsøg på at blive benådet.

Hendes henrettelse er dog tidligere blevet udskudt.

Se også: Dårligt vejr udskyder henrettelse

To af hendes børn har fortalt, at moderen har forandret sig meget, og at de samtidig har tilgivet hende for drabet.

- Jeg ved ikke, om jeg kan holde ud at miste endnu en forælder. Det føles som om, at det er mig, der bliver straffet, siger datteren Kayley i en udtalelse.

Siden dødsstraffen blev genindført i USA i 1976 er over 1400 personer blevet henrettet. Heraf var kun 15 kvinder, viser tal fra Death Penalty Information Center.

Kelly Gissendaner er den eneste kvinde på dødsgangen i Georgia, og det er 70 år siden at delstaten sidst henrettede en kvinde.