Kendt debattør flover sig: Kvajede sig i sag om voldtægtsforsøg

Debattøren Mary Consolata Namagambe undskylder overfor politiet og BT i sag om skøre påstande

Mary Consolata Namagambe PR Foto
Mary Consolata Namagambe PR Foto

Den kendte debattør Mary Consolata Namagambe lægger sig nu fladt ned og undskylder, efter at hun de seneste dage har været på glatis i forbindelse med påstande, hun har udbasuneret på Facebook:

'Jeg er ked over at jeg har forfaldet til at blande mig i politiets efterforskning og jeg undskylder både overfor politiet, som overfor BT', skriver hun nu på sin Facebook-profil.

Desuden har hun slettet flere opslag med udokumenterede påstande, hun har fremsat.

Sagen handler om en efterforskning af et forsøg på voldtægt begået ved Ny Ellebjerg S-togsstation i København.

I forbindelse med efterforskningen har politiet i to omgange udsendt overvågningsbilleder af en mistænkt ung mand, der har afrikansk baggrund.

Billederne er tydeligvis taget fra DSB's overvågning på dels stationen og dels i et s-tog.

Flere medier har vist billederne, Ekstra Bladet inklusive.

BT røg i shitstorm
Men det var nu BT-avisen, der fik ørene i maskinen, da Mary Consolata Namagambe onsdag kastede sig til tastaturet og skrev et indigneret opslag med slet skjulte beskyldninger om racisme og det, der er værre.

Debatøren skrev, hvordan hun kendte søsteren til en ung mand, der til forveksling lignede den person, der blev vist på overvågningsbillederne - og som er identisk med netop den mand, politiet ledte efter i forbindelse med voldtægtsforsøget:

'Jeg kommer hjem til min veninde, der fortæller, hun er ude af den, fordi hendes lillebror eller en tilfældig afrikansk mand, er blevet offentliggjort på BT's hjemmeside og politiets hjemmeside. problemet er bare her, at politiet har sagt til min veninde og hendes lillebror, at BT har taget et tilfældigt billede af en sort mand, som ikke engang er 'gerningsmand' dog har politiet selv lagt det samme billede ud af 'gerningsmanden', skrev bloggeren i et nu slettet opslag.

I det nu slettede opslag beskrev hun endvidere, hvordan venindens lillebror var var blevet genkendt af forskellige venner, der havde henvendt sig til ham på baggrund af de offentliggjorte billeder.

Endvidere skrev hun i opslaget:

'Politiet fortæller dem til deres store overraskelse, at de ikke har frigivet dette billede af gerningsmanden til BT, og at det er BT der sikkert har taget et tilfældigt billede af en sort mand der ikke er gerningsmanden. Netop at BT har løjet omkring gerningsmanden, og hængt en uskyldig sort mand ud. Politiet fortæller således min veninde og hendes lillebror, at han udover det ikke engang matcher den beskrivelse der er af gerningsmanden.'

Delt af godt 1000
Opslaget blev delt af godt 1000 personer, der føjede deres egen indignation til bloggerens.

Dagen efter var sagens rette sammenhæng gået op for Mary Consolata Namagambe, der slettede opslaget og i den forbindelse skrev følgende:

'Hej alle sammen… Sagen er nu mellem min veninde, hendes bror og politiet nu. Jeg brugte min platform til at dele historien, fordi det var en træls situation min venindes bror var endt i, og dette har bestemt ikke været sjovt for ham. Tak fordi i har været med til at skabe opmærksomhed på sagen. Og min opdatering slettes derfor nu.'

Læs BT-redaktørens kommentar til sagen her

Her beskrev hun desuden, at hun sammen med veninden og lillebroren havde været hos politiet for at få reddet trådende ud. I den forbindelse havde der været 'behagelig samtale', skrev hun.

På Facebook skrev hun også, at politiet nu havde anholdt den mistænkte i sagen, og at det var godt.

Den sidste påstand var korrekt.

Fredag blev en 27-årig mand fremstillet i grundlovsforhør og sigtet for voldtægtsforsøget ved S-togsstationen. Her blev manden varetægtsfængslet i foreløbigt fire uger.

Fængslede er lillebror til veninde
Den fængslede er ifølge Ekstra Bladets oplysninger identisk med Mary Consolata Namagambes venindes lillebror.

Og kort før midnat torsdag aften kort før midnat skrev bloggeren endnu et opslag, hvor hun beklagede sine tidligere udtalelser på det sociale medie:

'Først og fremmest skal det siges, hvor ked af det jeg er.

Det viser sig, at det er vedkommende selv som er blevet varetægtsfængslet med mistanke for forsøg på voldtægt. Det har jeg fået at vide og fået bekræftet endelig i dag og jeg vil offentligt undskylde for min gennemgående naivitet, som er under al kritik. Jeg er selv chokeret, men jeg skammer mig inderligt,' skrev hun i opslaget, der foreløbigt ikke er slettet.

Sagen efterlader en del spørgsmål. Blandt andet om, hvad politiet vitterligt har sagt - og hvad der blot er tankespind eller påstande om, hvad politiet skulle have sagt - til bloggeren og hendes veninde.

Hos Københavns Politi har man ingen kommentarer til sagen og dens lettere skøre forløb.

Har ikke undskyldt direkte til BT
Hos BT er man forundret over sagens forløb:

- Jeg synes, det er ærgerligt, at hun ikke bruger lidt tid på at undersøge sagens sammenhæng, før hun sætter sig til tasterne, siger Jonas Kuld Rathje, redaktør, BT.

- Med kun få klik kan man jo få vished om, at det ER politiet, der har udsendt billederne, i stedet for fluks at gå i gang med at sprede, hvad der bedst kan betegnes som 'fake news', siger han og tilføjer:

- I forhold til billederne, så viste det sig jo, at det altså VAR ham, som politiet ledte efter, og som nu er anholdt og fængslet.

Han mener grundlæggende, at det er en spøjs opførsel fra en jurist på den måde at udslynge udokumenterede påstande.

- Har hun henvendt sig til jer med en undskyldning?

- Ikke mig bekendt. Men jeg har selvfølgelig noteret mig hendes seneste opslag, siger Jonas Kuld Rathje.

Siden torsdag aften har Ekstra Bladet forsøgt at få en kommentar fra Mary Consolata Namagambe, men foreløbigt er hun ikke vendt tilbage.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere