Kendt Tinder-svindler fængslet igen

Manden mødte flere af kvinderne gennem datingappen Tinder. Derefter har han optaget lån, købt ting i butikker og luret deres NemID for omkring en million kroner

KØBENHAVNS BYRET (Ekstra Bladet): En 41-årig mand, som gennem årene offentligt har været beskrevet i forbindelse med bedrageri mod kvinder, blev fredag varetægtsfængslet i 25 dage for en række nye forhold af bedrageri og forsøg derpå mod kvinder.

Ifølge sigtelsen har han bedraget sig til en million kroner fra kvinder, som han blandt andet har fået kontakt til gennem datingappen Tinder.

Sådan lød det i Københavns Byret, da manden blev stillet for en dommer.

Manden, Frederik Hansen, er sigtet for at have begået bedrageri af særlig grov beskaffenhed og forsøg derpå mod seks kvinder inden for det seneste år.

Han erkendte samtlige forhold i sagen.

Frederik Hansen har ifølge sigtelsen opbygget et forhold til kvinderne, hvorefter han så har optaget kviklån i deres navne, købt elektronik og franarret dem deres NemID.

Men hvor de penge præcist er havnet eller er brugt til, kunne den sigtede ikke forklare.

- Der er blevet købt mærkelige ting. Lige fra frituregryder til mobiltelefoner. De ting ligger rundt omkring, sagde han i dommervagten, da han blev spurgt om, hvad pengene blev brugt på.

Har siddet inde for bedrageri før
Politiet forventer, at der er flere kvinder, som er bekendt med manden. Han er tidligere dømt  for lignende svindel. Torsdag fortalte Peter Reisz, vicepolitiinspektøren ved Københavns Politis afdeling for økonomisk kriminalitet:

- Han har vundet kvindernes tillid og er på den måde kommet i besiddelse af deres koder, siger vicepolitiinspektøren.

Frederik Hansen er dansk statsborger, men har bopæl i Norge. Han har dog i flere tilfælde boet hos de forurettede kvinder rundt omkring i Danmark.

Den 41-årige er flere gange tidligere blevet dømt for lignende bedrageri mod kvinder af særlig grov beskaffenhed. Han har fået flere behandlingsdomme, men har også afsonet fængselsstraffe for bedrageri. Blandt andet fik han i 2016 to år og tre måneders fængsel.

Flere medier har gennem årene beskrevet Frederik Hansens meritter og har haft bragt interviews med de kvinder, som fik knust deres hjerte og tømt deres konto.

Mandens forsvarer forsøgte fredag i Københavns Dommervagt at få nedlagt et forbud mod at skrive den anholdtes navn. Ekstra Bladet protesterede med henvisning til den sigtedes fortid, hvor han har begået lignende kriminalitet mod kvinder.

Dommeren afviste at nedlægge et navneforbud og henviste ligeledes til mandens fortid.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere