'Kigget i kortene' med spion-program: Pokerspillere blev snydt for millioner

Pokerspiller nægter tiltale for at have installeret programmet på modspillernes computere

Der er store penge i online poker. Ifølge politiet brugte en pokerspiller ufine metoder til at score millioner af kroner. Foto: Shutterstock
Der er store penge i online poker. Ifølge politiet brugte en pokerspiller ufine metoder til at score millioner af kroner. Foto: Shutterstock

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. SMS-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

Otte professionelle pokerspillere er blevet snydt for millioner af kroner, fordi deres computere har fået installeret spion-programmer, så en svindler har ’kigget dem i kortene’, når de har spillet poker online.

Det mener Københavns politi, der efter fire års kompliceret efterforskning nu har rejst tiltale mod en yngre pokerspiller for at have snydt sine konkurrenter.

Kun i fire tilfælde har politiet kunnet gøre tabene op. De beløber sig samlet til knapt fire millioner kr. Men i langt de fleste tilfælde har det været umuligt for politiet at beregne, hvor store tab pokerspillerne har haft på svindlen. De mener selv, at der er tale om et stort to-cifret millionbeløb, men det kan ikke dokumenteres.

Den tiltalte pokerspiller nægter sig skyldig. I næste uge holder Københavns Byret et forberedende retsmøde i sagen, hvor der skal sættes datoer på retsdagene. Ifølge anklager Glenn Hein skal der bruges 10-11 dage på den omfangsrige retssag.

Kigget i kortene
Ifølge anklageskriftet, som Ekstra Bladet har fået indsigt i, havde pokerspillerne ingen mistanke om, at deres computere var inficeret med et spionprogram.

Det gjorde, at den tiltalte pokerspiller kunne se modspillernes kort på sin egen skærm og få dem til at spille og satse penge på normal vis.

’Det lykkedes et ukendt antal gange, hvorved han uberettiget vandt spillene og påførte (de forurettede) et ukendt tab eller forsøgte på det,’ lyder tiltalen.

I de fire tilfælde, hvor politiet har kunnet beregne de uberettigede gevinster, var der tale om tab for modspillerne på 590.500 kr., 100.000 dollars, 140.000 dollars og 280.000 dollars, i alt 3.979.684 kr.

Den tiltalte pokerspiller har haft fysisk adgang til modspillernes computere. Flere af dem var hans nære venner, og han har ifølge tiltalen installeret spionprogrammet, mens han blandt andet besøgte dem på deres bopæle.

Politiet fik anmeldelsen sent på året i 2014, efter at en af pokerspillerne fattede mistanke til de nu tiltaltes adfærd.

Sket flere steder
Ifølge anklageskriftet er installationerne af spionprogrammet sket både i København, Aarhus, Las Vegas eller Berlin.

Pokerspilleren er tiltalt for bedrageri af særlig grov beskaffenhed og efter straffelovens § 263 stykke 2 og stykke 3 om at 'skaffe sig adgang til andres gemmer' og ulovlig aflytning. Svindlen er ifølge tiltalen sket fra 2008 til 2014.

Efterforskningen har været vanskeliggjort af, at en række af de udenlandske online-spilleselskaber, der udbød poker-spil, er blevet lukket, så politiet ikke har kunnet få adgang til deres data.

Advokat Michael Juul Eriksen er forsvarer for den tiltalte pokerspiller og siger, at han nægter sig skyldig i det hele. Han afviser, at han har installeret spionprogrammer på sine modspillernes computere.

Den tiltalte pokerspiller er sideløbende med straffesagen blevet sagsøgt i en civil sag af flere af pokerspillerne med krav om erstatning.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen