Kim Walls mor: Føler intet had til Madsen

Forældrene Joachim og Ingrid Wall udgiver en bog for at fortælle den sande historie om deres datter

Her ses forældrene Ingrid og Joachim Wall til Kim Walls Mindeløb. Foto: Johan Nilsson/TT
Her ses forældrene Ingrid og Joachim Wall til Kim Walls Mindeløb. Foto: Johan Nilsson/TT

Kim Wall var en ung journalist med alt for mange ufortalte historier i bagagen, da hun blev slået ihjel på makaber vis om bord på Peter Madsens ubåd 10. august sidste år.

Nu er retssagen mod drabsmanden endegyldigt afsluttet. Peter Madsen er idømt livstid for et planlagt sexdrab. Og forældrene fortæller nu historien om deres datter fortalt af dem, der var tættest på. Det sker i 'Bogen om Kim Wall. Når ordene slipper op', hvor en del af indtægterne går til 'The Kim Wall Memorial Fund'.

I bogen kan man følge forældrene og deres tanker lige fra den frygtelige dag, hvor de får at vide, at datteren er forsvundet på et ubåd i København, til at de sidder bænket til retssagen mod deres datters morder.

Sideløbende fortæller de historien om Kims opvækst, hendes nysgerrighed på verden, journalistiske præstationer og familiebåndet.

Forældrene har aldrig fået vished om, præcist hvad der skete i ubåden, fordi Peter Madsen har hævdet, at Kim Wall døde af udstødningsgasser i ubåden. Noget som retten har afvist som utroværdigt.

I bogen beskriver forældrene øjeblikket, hvor Peter Madsen får det sidste ord i Københavns Byret, kigger hen mod de pårørendes bænke, hvor Wall-forældrene sidder på første række, og blot siger 'jeg er meget ked af det'.

Ikke ord, som forældrene kan bruge til noget.

Spilder ingen energi på Madsen
- Hvad er han ked af? På egne vegne, fordi ubåden skal konfiskeres, fordi hans kone er gået fra ham, fordi hans værksted er blevet tømt og lejet ud til en anden? Vi får det ikke at vide, og vi hører ikke et ord om tilgivelse, skriver de i bogen.

Bogen om Kim Wall udkommer på Gyldendal.
Bogen om Kim Wall udkommer på Gyldendal.
 

Da de efterfølgende kører tilbage over broen til Sverige, er de lettede over, at retssagen er forbi, og der nu kun mangler dommen.

Drabsmanden lader de ikke tage fokus.

- Ligesom tidligere føler jeg intet had til manden. Jeg føler ingenting. Jeg er taknemmelig for, at jeg reagerer på den måde, jeg har ingen energi at spilde på Madsen. Han har berøvet os så meget, alt for meget, og han skal ikke ødelægge mere. Det ville ikke påvirke ham, hvis jeg hadede ham, han ville være revnende ligeglad. For mig ville det være fatalt, jeg skal bruge mine kræfter på at komme videre, på at forsvare Kim og hendes idealer, skriver moren i bogen.

Forældrene er tilfældigvis i New York, da dommen i Københavns Byret falder. De er inviteret af Overseas Press Club of America til at tænde lys til minde om alle de journalister, som er døde, blevet skadet eller bortført, mens de udførte deres opgaver

Men de følger med på nyhedsmedierne - og ser dommen. Fængsel på livstid.

- Vi er atter følelsesmæssigt splittede. Retfærdigheden er sket fyldest. Kim har fået oprejsning, men hvad hjælper det? Hun kommer ikke tilbage til os, uanset hvilken straf manden idømmmes. Desuden får vi hurtigst besked, vi skal gennem den samme malstrøm igen, Madsen anker til næste instans, Landsretten. Der kommer ingen afslutning, vi er kun kommet et lille stykke hen ad vejen, konstaterer de i bogen.

I Østre Landsret ankede Peter Madsen kun strafudmålingen, uden at han dog erkendte drabet på Kim Wall. Landsretten nåede frem til samme resultat som byretten.

Peter Madsen afsoner nu i Herstedvester Fængsel.