Kims ven: Vi håber til det sidste

Owen McFadzen har været venner med Kim Wall i otte år, og han er chokeret over, at hun nu er forsvundet

Et af billederne fra de mange opslag, som venner ønsker at dele. Foto: Privat
Et af billederne fra de mange opslag, som venner ønsker at dele. Foto: Privat

Politiet sigtede fredag raketbyggeren og opfinderen Peter Madsen for drabet på den 30-årige kvinde, som politiet mener, han dræbte på et ukendt tidspunkt og på et ukendt gerningssted den 10. august.

Dommeren valgte at varetægtsfængsle Peter Madsen i 24 dage på en begrundet mistanke om uagtsomt manddrab. Han nægter sig skyldig.

Tilbage sidder venner og familie og håber, at den 30-årige Kim Wall er i live.

Det fortæller en af hendes bedste venner gennem otte år, Owen McFadzen, til Ekstra Bladet.

- Vi håber til det sidste. Det er svært at sætte ord på, siger vennen.

112 - 12. aug. 2017 - kl. 16:51 Peter Madsen varetægtsfængslet for uagtsomt manddrab

Han fortæller, at han kendte den svenske journalist, da de begge arbejdede på den svenske ambassade i Australien.

- Hun var i stand til at gøre, hvad hun ville. Hun var åben og frygtløs. Hun troede virkeligt på det bedste i folk, siger Owen McFadzen.

Han fortæller, at han ikke ønsker at sige så meget om Kim Wall, fordi de stadig venter på nyt fra politiet.

Owen McFadzen fortæller alligevel, at Kim Wall var en fantastisk journalist.

- Hun var ikke bange for at tage en anderledes vinkel på historien. Det var lige meget, hvad det handlede om, siger han tydeligt berørt.

Flere venner har i løbet af det sidste døgn delt efterlysninger af deres forsvundne veninde. Det gør de på trods af, at politiet har sigtet opfinderen for drab.

Dette billede af Kim Wall bruger politiet i deres officielle efterlysning. Billedet er taget af hendes bror. Privatfoto
Dette billede af Kim Wall bruger politiet i deres officielle efterlysning. Billedet er taget af hendes bror. Privatfoto
 

Se også: Raket-Madsens forklaring bliver bag lukkede døre

Det var Kim Walls kæreste, der klokken 02.30 i nat meldte sin kæreste savnet hos politiet. Klokken 19.00 var hun stævnet ud fra Refshaleøen sammen med Peter Madsen i ubåden Nautilus.

Siden har ingen set eller hørt fra den 30-årige journalist. Peter Madsen har dog tidligere forklaret, at han satte hende af omkring klokken 22.30 på Refshaleøen.

Viet til sit arbejde
Familien til Kim Wall sendte lørdag formiddag en udtalelse, hvor de fortæller, hvor meget deres datter og søster havde opnået.

'Det er med stor forfærdelse, at vi hendes familie modtog nyheden om, at Kim mangler efter en reportagetur i Danmark. Vi tror og håber inderligt, at hun vil blive fundet i god behold,' skriver familien i en udtalelse, som de har sendt til Ekstra Bladet.

'Kim er 30 år og uddannet i Sorbonne i Paris, London School of Economics i London og Columbia University i New York. Det var på Columbia, hun afsluttede sin kandidatgrad i journalistik i 2013. Siden da har hun haft hele verden, som sin arbejdsplads og hun har rapporteret blandt andet fra Stillehavet, Afrika, Asien og USA. Hun er baseret i New York og Beijing,' skriver familien og fortsætter:

'Kim er stærkt fokuseret, ambitiøs og viet til sit arbejde. Hun skriver ofte om sociale spørgsmål, udenrigspolitik, pop kultur og kønsspørgsmål,' står der i udtalelesen.

Se også: Nu taler forsvundne Kims familie: Vi håber inderligt, hun bliver fundet

Politiet efterlyser vidner
Københavns Politi vil stadigvæk gerne tale med mennesker, som ikke allerede har oplyst om hendes færden - herunder hvis nogen har set hende forlade ubåden i tidsrummet fra torsdag aften kl. 21.00 eller som fra en både har set personer på ubåden, når den var oppe ved vandoverfladen.

Kim Wall beskrives som 30 år, 160 cm høj, spinkel af bygning, rødbrunt hår, brune øjne. Iført en orange bluse med lange ærmer, sort/hvid blomstret nederdel, nylonstrømper og hvide tennissko.

Eventuelle oplysninger til telefon 114.

Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jakob Hansen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen