Kirke skal returnere 1,8 mio. i erstatning for stjålet Nolde-maleri

Vestjysk kirkesogn nåede lige at få udbetalt kæmpesum for kostbart kunstværk - nu jubler de i stedet over maleriets hjemkomst fire år efter tyveri

Selv om Ølstrup Kirke må aflevere erstatningen på 1,8 mio. kroner for det genfundne Nolde-maleri, er menighedsrådsformand Boe Hammelsvang glad for, at det 114 år gamle kunstværk snart skiftes ud med det midlertidige motiv midt i altertavlen. (Foto: Ernst van Norde)
Selv om Ølstrup Kirke må aflevere erstatningen på 1,8 mio. kroner for det genfundne Nolde-maleri, er menighedsrådsformand Boe Hammelsvang glad for, at det 114 år gamle kunstværk snart skiftes ud med det midlertidige motiv midt i altertavlen. (Foto: Ernst van Norde)

Fire år efter tyveriet af Emil Nolde-maleriet 'Middag i Emmaus' nåede det lille Ølstrup Sogn ved Ringkøbing for nylig at få udbetalt 1,8 mio. kroner af forsikringen. Men ved et lykketræf dukkede kunstværket pludselig op i nærheden af Hamborg.

Det oplyser menighedsrådsformand Boe Hammelsvang til Ekstra Bladet

Og nu jubler den lille menighed over det 114 år gamle kunstværks genkomst, som skyldes en cocktail af politiets efterforskning og nogle tyske kunsttyves dårlige samvittighed.

Erstatning retur

- Vi har næsten lige fået forsikringssummen udbetalt. Men da maleriet nu er på vej hjem til kirken fra Tyskland, bliver beløbet selvfølgelig med glæde returneret til Helsingør Stift, siger menighedsrådsformand Boe Hammelsvang fra Ølstrup Kirke.

Helsingør Stift forvalter på Kirkeministeriets vegne forsikringen af særligt værdifulde genstande og kunstværker i de danske kirker.

- Hvornår 'Middag i Emmaus' kommer retur, ved vi ikke. Maleriet har fået et par mindre skader, fordi det er blevet taget ud af sin ramme og derefter rullet sammen.

- Så vidt vi har fået oplyst, er skaderne dog ikke værre, end at de kan repareres, siger menighedsrådets formand.

Let at stjæle

Tyveriet, der fandt sted i Boe Hammelsvangs formandstid, skete i 2014 uden større besvær fra gerningsmændenes side. I den lille vestjyske kirke hang det kostbare Nolde-kunstværk stort set frit tilgængeligt i åbningstiden fra morgen til aften. På trods af en skønnet værdi på op mod ti mio. kroner.

Indtil maleriet dukkede op hos en gruppe nordtyske kriminelle, var politiet i lang tid på bar bund

- Ja, vi var nok lidt naive, fordi det - set i bakspejlet - var så let at stjæle Vi var godt klar over maleriets store kunstneriske værdi, men det var og er jo en del af vores kirkelige indretning.

Skal restaureres

- Når værket kommer tilbage på sin plads, vil det blive helt anderledes godt sikret mod tyveri, siger Boe Hammelsvang.

Maleriet af den tysk-danske kunstmaler befinder sig fortsat i Tyskland. Inden det bliver geninstalleret i Ølstrup Kirkes altertavle, skal det restaureres hos en konservator.

Tysk politi har bebudet en erklæring om sagen senere i dag.