Knalder fartgalninge på stribe

Bilister kørte helt op til 184 km/t på motorvejen

Dette foto er ikke optaget i forbindelse med Nordjyllands Politis fartkontroller. Arkivfoto:Jakob Boserup
Dette foto er ikke optaget i forbindelse med Nordjyllands Politis fartkontroller. Arkivfoto:Jakob Boserup

Nordjyllands Politi har de seneste dage knaldet en hel stribe fartgalninge under hastighedskontroller i Himmerland.

Flere bilister og motorcyklister blev snuppet med op til 184 km/t på motorvejs-strækninger.

En enkelt bilist blev målt til at køre 136 km/t på en landevej, hvor man kun må køre 80 km/t.

Kontrollerne fandt sted på motorveje og landeveje henholdsvis 13. og 14. juli. I alt 53 personer er nu blevet sigtet.

15 mister kørekortet betinget, og 32 sager udløser et klip i kørekortet.

- Vi har set en tendens til, at nogle af bilisterne er kørt nordpå i større biler og på tidspunkter, hvor der er mere plads på vejene. Men uanset om man kører i en Porsche eller en anden bil, så er det jo livsfarligt at køre med disse høje hastigheder, fastslår fungerende politikommissær Thomas Ottesen overfor Ekstra Bladet.

Begge blev stoppet
Også motorcyklisterne har kørt alt for stærkt.

- Vi tog blandt andet to motorcyklister, som sammen kørte 172 km/t på motorvejen. De kørte ikke om kap, men det skulle åbenbart gå stærkt. Det lykkedes os ved hjælp af godt politiarbejde at få stoppet begge motorcyklister, siger Thomas Ottesen.

Fartgalningene blev primært snuppet ved hjælp af radarmålinger ved 17-18 tiden, hvor den massive ferietrafik generelt er aftagende.

- Vi ved af erfaring, at der er nogle bilister, som gerne vil køre stærkt, når der ikke er så mange andre biler på vejene.  Så derfor målte vi på dette tidspunkt og på steder, hvor vores politinæse siger os, at her vil folk gerne give den ekstra gas.

Bortset fra to nordmænd er alle de stoppede bilister danskere.

Er skuffet
Politikommissæren siger, at han er skuffet over resultatet af målingerne.

-Vi må desværre igen konstatere, at trafikanternes speeder-fod stadig er alt for tung. Hastigheden skal ned på vejene – så får vi færre ulykker ,og dem der sker bliver mindre voldsomme.

Nordjyllands Politi fortsætter færdselskontrollerne i de kommende uger.