Knallertkører er uden for livsfare efter sammenstød med bil

En teenager fra Skibby er fløjet til Rigshospitalets traumeafdeling, efter at han på en knallert ramte en bil

En 15-årig knallertkører fra Skibby i Nordsjælland er overført til traumeafdelingen på Rigshospitalet i København efter et alvorligt uheld. (Arkivfoto). Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
En 15-årig knallertkører fra Skibby i Nordsjælland er overført til traumeafdelingen på Rigshospitalet i København efter et alvorligt uheld. (Arkivfoto). Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

En 15-årig dreng fra Skibby kom alvorligt til skade i en soloulykke på en knallert kort efter midnat. Dog er hans tilstand i løbet af natten til lørdag stabiliseret så meget, at han ikke længere er i livsfare.

Det oplyser Nordsjællands Politi.

Drengen blev efter ulykken fløjet til Rigshospitalet i kritisk tilstand.

- Vi har fået at vide, at hans tilstand er stabil. Han har brækket ryggen, hagen og kæben. Desuden har han fået skader på nogle indre organer, siger vagtchef David Buch fra Nordsjællands Politi tidligt lørdag morgen.

Skaderne opstod, da teenageren af uvisse grunde kørte ind i en parkeret bil i Skibby, oplyste politiet tidligere på natten.

Den 15-årige drengs familie er underrettet om hændelsen, som blev anmeldt til politiet klokken 00.20.

Det er uvist, om knallertkøreren havde styrthjelm på.

Politiet har haft en bilinspektør ude på stedet, og der er fortaget tekniske undersøgelser i håb om at fastslå årsagen til ulykken, oplyste politiet tidligere.