Knivdrab i Søborg: Politiet anholder 23-årig

Skal efter planen fremstilles i grundlovsforhør i forbindelse med knivdrab på 28-årig mand

Politiet har nu anholdt en 23-årig mand, der sættes i forbindelse med knivdrabet på en 28-årig mand i Søborg.

Det oplyser efterforskningsleder Ole Nielsen, Vestegnens Politi, til Ekstra Bladet.

Den 28-årige blev fundet livløs i en opgang i en ejendom ved Søborg Torv. Det var tilfældige, der gjorde den uhyggelige fund omkring kl. 10.30 i formiddag.

Da politi og ambulance kort efter nåede frem til stedet, var det tydeligt, at der var tale om en mand ramt af knivstik. Kort efter blev han erklæret død.

– Selve knivstikkeriet er sket i en af opgangens lejligheder, siger Ole Nielsen, efterforskningsleder, Vestegnens Politi, om den triste hændelse.

- Her til aften - ved 19-tiden - har vi anholdt en person i sagen. Det er en 23-årig mand. Han skal efter planen fremstilles i grundlovsforhør i morgen, fortæller efterforskningslederen.


Han ønsker fortsat ikke at uddybe et muligt motiv i sagen:

- Vi efterforsker fortsat, fortæller han.

– I forhold til den dræbte, så kender vi ham kun for småtterier. Ikke nogen alvorlige sager, siger efterforskningslederen Ole Nielsen og tilføjer, at den dræbte ikke har nogen direkte relationer til rocker- og bandemiljøet.

På grund af den voldsomme sag var politiet massivt til stede på Søborg Torv, der omkranses af både butikker og en lang række boliger. Pladsen har desuden en legeplads, og det samlede billede gør, at den er tæt befærdet.

Området har tidligere dannet ramme for forskellige opgør i det kriminelle miljø, men politiet vurderer ikke, at knivdrabet har forbindelse til konflikter i rocker- eller bandemiljøet.

Skærm

Hent flere
Hent flere