Knivmand på fri fod tidligere dømt for drab på Planet Pub

Ivan Jensen, der efterlyses af Nordjyllands Politi for knivstikkeri begået søndag aften, er tidligere dømt for drab og røveri af særlig grov karakter

(Foto: Rene Schütze)

Ivan Jensen, der af Nordjyllands Politi efterlyses for et voldsomt knivoverfald på Planet Pub i Aalborg Øst begået søndag aften, er tidligere dømt for en række alvorlige forbrydelser.

Herunder drab.

I 1992 blev Ivan Jensen idømt 12 års fængsel for drabet på 28-årige Ralph Lie Nielsen.

Drabet skete på Planet Pub, der søndag aften var centrum for et voldsomt knivoverfald, der nær havde kostet et mandligt offer livet, da Ivan Jensen stak en anden gæst på pubben i ryggen med en kniv.

Tilbage i 1992 var det dog ikke en kniv, men en Winchester-riffel Ivan Jensen var bevæbnet med. Fra kort afstand affyrede det daværende bandidos-medlem det kraftfulde våben mod sit offer, der blev ramt i brystet og døde på stedet.

Ny voldelig kriminalitet under prøveløsladelse
Efter 8 år bag tremmer blev Ivan Jensen prøveløsladt i 2000.

Allerede året efter var den så gal igen. I 2001 blev Ivan Jensen dømt for at have deltaget i et rockeropgør i den nordjyske by Blokhus.

I den forbindelse blev det kriminelle bandidos-medlem dømt for at have sparket en liggende mand flere gange i hovedet.

Indvaliderede 58-årig under røveri
I sommeren 2002 deltog Ivan Jensen sammen med to medgerningsmænd i et voldsomt røveri af en dengang 57-årig mand i et sommerhus i Mou.

Om natten brød de tre gerningsmænd ind i huset.

Med koben og jernrør tæskede to af gerningsmænd på det forsvarsløse offer i en halvtime, hvorefter de bagbandt den stærkt forkomne mand, trak en hætte ned over hovedet på ham og efterlod ham blødende på sommerhusets toiletgulv.

Først dagen efter, blev den 57-årige fundet af sin søn.

I forbindelsen med den daværende retssag fortalte statsobducent Markil Gregersen i en retsmedicinsk erklæring, at den 57-årige mand under røveriet var i livsfare.

Ivan Jensen og medgerningsmænd slap ved røveriet afsted med 15.000 kroner i kontanter. Ivan Jensen blev i den forbindelse idømt fire år og seksmåneders fængsel.

Betegnes som farlig

Ekstra Bladet har onsdag aften talt med politikommissær Ole Jensen fra Nordjyllands Politi, der ikke vil forholde sig til Ivan Jensens fortid.

- Ivan Jensen fortid er ikke relevant i forhold til den nuværende situation. Vi betragter ham som farlig på baggrund af den gerning han har begået søndag aften på Planet Pub, siger Ole Jensen.

- Han er formentlig stadig i besiddelse af gerningsvåbnet fra søndagens knivstikkeri, siger Ole Jensen.

Han fortæller, at man opfatter Ivan Jensen som farlig, og opfordrer borgere, der ved hvor han opholder sig eller ser ham til at henvende sig til Nordjyllands Politi.

1 af 2 Knivstikkeriet skete søndag aften på Planet Pubben i Aalborg Øst. Her blev en mand stukket i ryggen med et enkelt knivstik (foto: Rene Schütze)
2 af 2 Foragt for retssamfundet lyste ud af den morddømte eks-rocker Ivan Jensen, da han i 2003 ved landsretten i Aalborg blev idømt fire år og seks års fængsel bl.a. for mishandling af en invalidepensionist. Ekstra Bladet gør opmærksom på, at billedet er mere end 11 år gammelt og det derfor ikke nødvendigvis er sådan, Ivan Jensen ser ud i dag (Foto: Henrik Schütt)

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere