Knivstikkeri og slagvåben: Fem sårede efter voldsomt masseslagsmål

14 personer er tirsdag eftermiddag blevet anholdt i Nørresundby. Fem af dem er indlagt på sygehuset

Se video fra stedet her (Video: Ekstra Bladet)

OPDATERING KL.19.34: 15 personer blev i første omgang anholdt. Senere oplyste Nordjyllands Politi, at man havde løsladt seks personer, og at antallet af anholdte derfor var ni. Det var dog ikke korrekt, og derfor har politiet nu korrigeret til 14 anholdte.

14 personer blev tirsdag eftermiddag anholdt efter et masseslagsmål på et industriområde i Nørresundby. Fem af dem er indlagt på sygehuset med skader i hovedet og blødninger.

Det oplyser vicepolitiinspektør Henrik Skals fra Nordjyllands Politi til Ekstra Bladet.

Politiet modtog anmeldelsen om slagsmålet ved et autoværksted klokken 16.09. Her var et større antal personer fra to grupper i slagsmål, hvor fem personer kom til skade og blev kørt på sygehuset.

To var blevet stukket med kniv, mens to havde fået slag med slagvåben og én havde en blødning. De er dog alle uden for livsfare. En har fået fjernet milten, og to er blevet syet i ansigtet.

Nordjyllands Politi er massivt til stede i området med indsatsleder og politistyrker. Området er spærret af, og der er teknikere på stedet, der foretager kriminaltekniske undersøgelser.

- Os bekendt er det ikke banderelateret. Det er to grupper, som formentlig har været uenige om nogle betalingsspørgsmål, da det fandt sted på et autoværksted, siger Henrik Skals.

Alle de involverede har en anden etnisk baggrund end dansk.

Indtil videre er en del slagvåben blevet beslaglagt.

Ekstra Bladet følger sagen.

(Foto: Ekstra Bladet)
(Foto: Ekstra Bladet)
 

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere