Knivstikkeri på bosted

To beboere på nordjysk bosted kom op at toppes - det endte i alvorligt knivstikkeri

Onsdag aften klokken 22.40 modtog Nordjyllands Politi en anmeldelse om et knivstikkeri. Det var foregået på et opholdssted på Luneborgvej i Tylstrup nord for Aalborg.

- En 29-årig mandlig beboer er blevet stukket af en 43-årig mandlig beboer. Den 43-årige er blevet anholdt, oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi, Jesper Sørensen, til nordjyske.dk.

På operationsbordet
Ifølge mediet, blev den 29-årige efter overfaldet kørt til sygehuset i Aalborg, hvor han har været på operationsbordet. Ifølge vagtchefen ved Nordjyllands Politi er den umiddelbare melding, at hans tilstand er stabil.

Politiet kan på nuværende tidspunkt ikke oplyse de nærmere omstændigheder omkring knivstikkeriet, før der er foretaget yderligere efterforskning.