Knivstikkeri ved Remees natklub: Mand stukket i maven - 20-årig anholdt

Natten til torsdag optod der tumult foran Remees natklub Arch i København. Nu er en 20-årig mand sigtet for legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter, da han stak en anden mand i maven

Episoden udspillede sig uden for natklubben - her set i dagslys. Foto: Ritzau Scanpix
Episoden udspillede sig uden for natklubben - her set i dagslys. Foto: Ritzau Scanpix

En tur i byen endte grimt, da en mand blev stukket i maven foran Remees natklub Arch i Nørregade i København. Episoden skete natten til torsdag klokken 03.35. Nu er en 20-årig mand sigtet i sagen, og i alt var fire mænd involveret i tumulten ved natklubben.

- Da klubben lukker, som jeg har fået det refereret, kommer de op og skændes, og så vidt som jeg har forstået det, bliver der trukket en mindre kniv, forklarer Claus Bendtsen, bestyrelsesformand for Arch Copenhagen ApS.

- Vores dørmænd er lige ved siden af, og politiet er der også, så de samarbejder og det ender – efter omstændighederne – fredeligt.

Den 20-årige mand er sigtet for legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter. Han blev torsdag fremstillet i grundlovsforhør for episoden, men dommeren vurderede, at billederne fra natklubbens overvågning var for utydelige og anmodede om, at der blev fremskaffet flere fotos. Desuden blev mandens anholdelse opretholdt i tre gange 24 timer.

Det fremgår af et referat fra dommervagten. 

Fredag blev den 20-årige mand så fremstillet igen - denne gang med nye fotos.

På det ene foto kunne man ifølge referatet fra dommervagten se den anholdte stå meget tæt på forurettede. Efterfølgende kunne man se, at anholdte trak sin højre hånd tilbage, for derefter at føre hånden fremad mod forurettedes mave. Det er ikke muligt var se, om han havde en kniv i hånden.

Efter anden fremstilling fandt dommeren, at der var begrundet mistanke og nu er den 20-årige mand varetægtsfængslet i 24 dage.

Sikkerhed i højsædet
Natklubbens bestyrelsesformand, Claus Bendtsen ærgrer sig over episoden, men vil ellers ikke tage stilling til, at der har været et knivstikkeri foran Arch.

- Vi forholder os kun til – som vi altid gør – at vores dørmænd og personale i øvrigt har gæsterne og personalets sikkerhed i højsædet. Så efter det var sket, havde vi personalet samlet og gennemgik forløbet, for de var kede af, at sådan noget sker, selvom det ikke var rettet mod dem, siger han.

- Vi er selvfølgelig glade for, at vores dørmænd i samarbejde med politiet sørgede for, at der ikke skete mere.

- Men hvis man skal i byen i weekenden, kan man så stadig godt føle sig tryg hos jer?

- Ja, det kan man. Vi er glade for, at der ikke skete mere. Vi lever desværre i en verden, hvor tingene ikke er, som de var en gang. Hvis du gik i byen for 10 eller 20 år siden, så vil du se, at der er meget mere sikkerhed nu.

Får klager over mange afvisninger
Natklubben, der blandt andet er ejet af Remee, har tidligere været i vælten for at have en meget stram politik om, hvem de lukker ind, og hvem der bliver afvist i døren.

Se også: P3 Guld-vinder afvist på Remees klub: Jeg var for grim

Claus Bendtsen fortæller også, at klubben ikke har planer om at ændre på deres procedurer omkring, hvem der bliver lukket ind på klubben.

- Vi har en meget stram politik i forvejen, hvor vi jævnligt får klager for, at vi har afvist folk, og det har vi tænkt os at fortsætte med. Vi mener sådan set, at den er stram nok i forvejen. Ellers skulle man ud i at have lufthavnsscannere ude ved døren. Det er alligevel for meget. Vi lever trods alt i et frit samfund, slår han fast.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere