Knust kro-ejer efter brand: Højsæsonen skulle starte i dag

Den 150 år gamle stråtækte bindingsværksbygning Restaurant Carlslund i Odense brød pludselig i brand natten til lørdag. Det skete samme dag, som højsæsonen skulle starte, fortæller knust restaurantejer

Her kan du se billeder af den fynske kro, der er brændt ned (video: Local Eyes)

Ejeren af Restaurant Carlslund i Odense, Henning Engstrøm, fik en brat afslutning på sin ferie i Ungarn, da han natten til lørdag blev ringet op af politiet. De fortalte, at der var voldsom brand i hans 150 år gamle kro.

Han måtte tage det første fly, han kunne få, hjem. Men allerede før han nåede frem, var den stråtækte bindingsværksbygning næsten helt udbrændt. Branden var ganske enkelt så varm, at brandvæsnet måtte opgive at slukke ilden og i stedet lade det overgå til en kontrolleret nedbrænding.

Se mere video på Localeyes.dk

Ulykkelige ejer på vej hjem
Da Ekstra Bladet fangede Henning Engstrøm lige over middag lørdag, var han netop landet i lufthavnen i Kastrup og havde endnu ikke set sin restaurant. Men han vidste godt, hvilket syn, der ventede.

- Oprørt er jeg ikke. Jeg er bare vildt ked af det på mine gæsters vegne. Der er fuldt hus og vi har højsæson med 60er rock i aften - og vi skulle have gastro lørdag. Højsæsonen stod for døren, (den) skal starte i dag, fortalte Henning Engstrøm på vej til restauranten i Odense.

Ellers havde han ikke mange kommentarer.

- Jeg kan ikke lige overskue noget, for jeg kan ikke holde ud, at jeg ikke kan bakke personale og dem op, der har stået med det. Jeg har ikke kræfter til en masse ting. Jeg vil hjem og se min restaurant. Jeg har rejst hele natten for at komme hjem til det her, siger han.

Kun murene tilbage
Ejendommen på Fruens Bøge Skov 7 er er bygget for cirka 150 år siden. Den er ifølge Skat vurderet til 4,8 millioner kroner.

Men nu er der er næsten intet tilbage, fortæller vagtchef ved Fyns Politi, Hans Jørgen Larsen, til Ekstra Bladet.

- Murene står derude. Resten, det er næsten bare faldet ned og ligger på gulvet... Så det er sådan set totalt udbrændt, siger han.

Brandvæsenet var stadig i færd med at slukke de sidste gløder omkring middag lørdag. Det forventes at trække ud til cirka klokken 14.

- Ellers risikerer de bare, så kører de derudefra og så går der en halv time, så brænder det igen. De bliver simpelthen ved, til det er slukket, det hele - selv gløderne, siger Hans Jørgen Larsen.

Brand startede måske på kontor
To rengøringsfolk opdagede branden i den historiske kro, da de mødte på arbejde på kroen klokken 2.15 lørdag morgen. De tilkaldte politiet.

Ilden fik dog hurtigt fat i taget, som faldt ned inden i bygningen. Derfor måtte brandfolkene indstille sig på en kontrolleret nedbrænding. Det betyder, at brandfolkene bliver på stedet for at sikre sig, at ilden ikke breder sig til andre ting og at røgen ikke er til fare for andre.

Så vidt politiet ved, var der ingen mennesker eller dyr i bygningen, da branden brød ud.

Politiet ved endnu ikke, hvad der er årsagen til branden. Det skal brandteknikere afklare enten i weekenden eller mandag, siger Hans Jørgen Larsen.

Man formoder ud fra, hvor branden var kraftigst, at den måske er startet i et kontor på første sal, hvor der stod en del computere og en kopimaskine.

- Der er ikke noget, der tyder på, noget er brudt op. Det er derfor, vi har en formodning om, at det er strømmen, siger Hans Jørgen Larsen. 

Kendt for sin æggekage
Restauranten på Fruens Bøge Skov 7 ligger tæt ved det populære udflugtsmål Skovsøen. For mange er det en tradition at komme på kroen, der er kendt for sin æggekage med flæsk.

Kroen arrangerer også private fester, såsom bryllupper, konfirmationer og firmaarrangementer. Der var planlagt en Sankt Hans-fest, som nu ser ud til at måtte aflyses.

Restauranten er også blevet omtalt som Fyns version af Vejlegården fordi forpagteren for nogle år siden blev mødt af vrede fra 3F over en opsigelse af overenskomsten for kokke, tjenere og opvaskere.

I 2009 kom kroen desuden i mediernes søgelys, fordi man serverede bacon, som tidligere gæster havde levnet, for nye gæster, efter den var blevet friturestegt.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere