Kø på motorvej: Bil var i fuld antændelse

En bil brød af ukendte årsager i brand på Køge Bugt motorvejen her til morgen

Her til morgen brød en bil i brand på Køge Bugt motorvejen ind mod København. Branden er slukket og chaufføren er ikke kommet til skade, men der må forventes op imod 35 minutters ekstra rejsetid, fortæller vagthavende ved Vejdirektoratet til Ekstra Bladet.

- Bilen var i fuld antændelse, men er slukket nu og alle spor er farbare igen, men i og mod, at der var to spor lukkede i forbindelse med slukningsarbejdet, så har vi en del kø nu. Uheldet skete ved motorvejskrydset ved Avedøre og der er kø helt ned til tilkørsel 28. Nede omkring Greve, siger Khuran Shahzad mandag morgen.

Det er endnu uvist, hvad der forårsagede branden. Ifølge vagtchefen drejer det sig om en varevogn og branden var angiveligt opstået i lastrummet.