Kø på motorvej: Ramt af flere små uheld

'VÆR OPMÆRKSOM,' lyder opfordringen fra Fyns Politi

Opdateret klokken 13.54: Der er ikke længere meldinger om kø på strækningen.

På Fynske Motorvej er der opstået kø efter flere uheld.

Det er helt præcist tale om strækningen fra Odense mod Middelfart mellem Aarup og rasteplads Ålsbo Nord, hvor fra køen vokser.

Man kan forvente op til 20 minutters ekstra ventetid på grund af den tætte trafik denne strækning.

Men i det hele taget er trafikken tæt på Fynske Motorvej på grund af et højt antal ferietrafikanter.

Fyns Politi kommer derfor med en opfordring på Twitter:

'VÆR OPMÆRKSOM og KØR EFTER FORHOLDENE, tak,' skriver de.

- Der er ikke sket noget alvorligt, men vi opfordrer trafikanter til at køre forsigtigt, så der ikke sker noget alvorligt - vi vil gerne undgå kigge-uheld, fortæller vagtchef ved Fyns Politi Milan Holck Nielsen til Ekstra Bladet.

Der har været mindst fire mindre uheld, der skaber kaos på motorvejen, oplyser vagtchefen. Der har primært været materielle skader.