Kø: Varebil ramt af stor genstand på motorvej

Et varebil på den fynske motorvej er blevet ramt af en ukendt genstand

Opdateret kl. 13.55: Begge vognbaner er åbne. Politiet har ikke fundet genstande, som kan be- eller afkræfte om der er sket et strafbart forhold.

Der er stor mystik om en hændelse, der onsdag kort ført kl. 9.35 fandt sted på den fynske motorvej i nærheden af Odense.

- Vi fik kl. 9.35 en anmeldelse fra en fører af en varebil, som forinden var blevet ramt af en genstand, der havde forårsaget en større bule i taget, siger Thomas Bentzen, vagtchef ved Fyns Politi.

- Vi ved ikke, om der er tale om et strafferetligt forhold, eller om køretøjet er blevet ramt af en stor fugl eller eventuelt noget gods, der ved en fejl er faldet ned fra en bro.

- Det undersøger vi. Vi er meget interesserede i at høre fra vidner. Vi ser på skaden, og umiddelbart tyder det ikke på, at der er tale om en kantet genstand. Men vi holder alle muligheder åbne. For at undersøge forholdet har vi afspærret første vognbane mellem afkørsel 52 og 51 i østlig retning. Det giver nedsat hastighed, så vi beder trafikanterne væbne sig med ekstra tålmodighed.

Hunde er sat ind for at søge efter genstanden.

- Den pågældende fører af varebilen var meget chokeret og kørte et langt stykke, før han kom til sig selv om anmeldte forholdet. Så vi er lidt usikre på præcist hvor og hvornår, det er sket. Det kan sagtens være sket er kvarter før kl. 9.35, altså omkring kl. 9.20, siger vagtchefen.

Lidt efter 11.30 meddelte politiet, at trafikken igen er åben.

'Fyns Politi er færdig på Fynske MTV. Alle vognbaner er igen åbne ml. afk. 52 og 51 i østlig retning. Der er ved søgningen ikke fundet genstande, som kan be- eller afkræfte om der er sket et strafbart forhold,' lød det på Twitter.